Et nyt samarbejde om lærepladser giver virksomheder i Mariagerfjord muligheder for at opkvalificere deres ufaglærte medarbejdere, uden at det går ud over produktionen

MARIAGERFJORD: De kommende år vil arbejdet på danske industrivirksomheder blive stadig mere komplekst. Det stiller nye krav til medarbejderne.

I Mariagerfjord har flere virksomheder derfor takket ja til at indgå i et strategisk samarbejde om at opkvalificeret deres egne ufaglærte medarbejdere sideløbende med, at de tager nye lærlinge ind.

Dermed er virksomhederne med til at sikre, at der også er kvalificeret arbejdskraft inden for industrien nu og i de kommende år.

85 procent får læreplads

Virksomhedsservice Mariagerfjord og Randers Erhverv har hjulpet virksomhederne med at finde de ledige kandidater, der skal i lære på virksomhederne.

Det er foregået via screening og samtaler på virksomheden efterfulgt af en praktikperiode med det formål, at virksomhederne sikres det rette match.

Det er foreløbigt lykkes at få 85 procent af kandidaterne rykket fra ledighed til at være selvforsørgende.

Medicinalvirksomheden Takeda i Hobro er en af de virksomheder, der har taget imod en lærling.

Mens en af virksomhedens rutinerede medarbejdere er på opkvalificeringskursus, hjælper Troels Christoffersen til i produktionen.

- Vi mangler ingen hænder i produktionsplanen under skoleperioder, fordi vi gennem Virksomhedsservice Mariagerfjord har indgået uddannelsesaftale med Troels.

- Troels indgår i produktionen, hvor det giver mening og følger både industrioperatørudannelsen på Tradium og vores interne uddannelsesprogram, siger Annelise Olsen, Plant Director i Takeda.

- Det giver selvtillid

Der er efterspørgsel efter faglært arbejdskraft og prognoserne viser, at der er i løbet af få år vil blive stor mangel på faglærte.

Ved at deltage i forløbet, er deltagerne garanteret målrettet uddannelse, virksomhedspraktik og hjælp til at finde både praktik- og lærerplads.

- Jeg er meget glad for at have fået chancen for en ny start på arbejdsmarkedet.

- Det giver selvtillid at vide, der er brug for de kompetencer, jeg opkvalificerer mig inden for. Det er en unik mulighed for at få fast arbejde i industrien, når jeg har gennemført forløbet, siger lærling Troels Christoffersen.

I Mariagerfjord Kommune er planen at gentage succesen igen til næste år.

- Vi er meget glade for at se, at så mange borgere griber chancen og prøver kræfter med et helt andet brancheområde, end de måske har været vant til.

- Det er meget positivt at opleve, mennesker der finder mening på ny og kommer videre, siger Edin Hajder, (S), formand for arbejdsmarkedsudvalget.

Han påpeger vigtigheden af at have et stærkt samarbejde med det lokale erhvervsliv.

- I Mariagerfjord Kommune gør vi rigtig meget for at opbygge et stærkt sammenhold med det lokale erhvervsliv.

- Uden deres opbakning, fleksibilitet og villighed til at indgå uddannelsesaftaler og praktikforløb, ville det ikke være muligt for os at gennemføre forløbene, skabe øget beskæftigelse og sikre faglært arbejdskraft, siger Edin Hajder.

Har du spørgsmål til projektet, eller ønsker du at bliver skrevet op til næste forløb, kan virksomhedskonsulent John Bisgaard Olsen kontaktes på telefon 97 11 33 62.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...