Mange har vidst det længe, men nu blev det officielt – Lille Vildmose er ét af Danmarks skønneste natursteder

LILLE VILDMOSE: Rigtig mange af de folk, som har deres daglige gang i Lille Vildmose har vidst det længe, men i sidste uge fik hele Danmark det at vide – vildmarken i Lille Vildmose er ét af Danmarks skønneste naturområder og er derfor blevet optaget i Danmarks Naturkanon.

Tidligere på året udskrev Miljø- og Fødevareministeriet, med Miljø- og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen i spidsen, en konkurrence, som havde til formål at få udpeget landets mest særlige natursteder. I første fase blev der indsendt 1.670 forslag, hvoraf 500 var natursteder. Ud fra denne pulje valgte den nedsatte jury 30 nominerede natursteder, som var en del af fase to. Herefter skulle danskerne indsende motiverede anbefalinger og naturoplevelser fra de nominerede steder – og den opfordring tog danskerne til sig – hele 1.200 personlige oplevelser blev delt på hjemmesiden. I den sidste og afgørende fase udvalgte juryen, med baggrund i danskernes naturoplevelser, 15 natursteder fordelt med tre i hver region, som tilsammen udgør Danmarks Naturkanon – og Lille Vildmose er én af disse.

Lille Vildmose på finansloven

Den glade nyhed bragte i sidste uge stor jubel på Lille Vildmosecentret, som til daglig formidler Lille Vildmoses skønne flora og fauna for tusindvis af glade gæster i alle aldre.

Centerdirektør, Bo Gregersen, er begejstret over udnævnelsen og siger: - Det er jo dejligt, det er vi utroligt glade for, og det viser, at det kæmpe arbejde, der er lagt i Lille Vildmose og hele naturprojektet har været det hele værd.

Bo Gregersen er af den klare overbevisning, at udnævnelsen kan bruges til et større formål og udtaler, ’Vi arbejder videre med det her løft, og den interesse, der følger med, i vores arbejde for at bringe Lille Vildmose i spil til at blive en dansk nationalpark’. En udnævnelse som nationalpark vil bringe mosen i en anden kategori, da der med denne status følger en årlig bevilling, som vil bidrage til, at forbedre naturen og faciliteterne for publikum i Lille Vildmose.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...