Kristi himmelfarts ferien er en god anledning til, at tage familien med en tur i mosen og samtidig besøge Lille Vildmosecentret, hvor der er spændende og sjove aktiviteter for hele familien

REBILD: Foråret er i al sin pragt kommet til Lille Vildmose og overalt står træerne og vajer i vinden med flotte, lysegrønne blade.

Solens varme er med til at lokke dyrene frem og rundt omkring i mosen kan man, hvis man er heldig og stille, se hugorme og firben ligge og sole sig og se andemor svømme med sine ællinger.

Kristi himmelfarts ferien er en god anledning til, at tage familien med en tur i mosen og samtidig besøge Lille Vildmosecentret, hvor der er spændende og sjove aktiviteter for hele familien.

Oplev mosens tårne og søer

Elgene har allerede sat små kalve og Kr. himmelfartsdag 30. maj fra klokken 10.30 kan I komme med på en guidet tur i mosen, og måske er vi heldige, at få øje på elgene og de nye kalve.

Undervejs gør I stop ved udvalgte tårne og søer, hvorfra der er en helt unik mulighed for, at opleve mosen, dyrene og den unikke natur.

Et nyt formidlingssystem gør det muligt for guiden at fortælle under kørsel via gæsternes egne bilradioer.

Vil du smage noget vildt?

Fredag 31. maj fra klokken 10.30 går centret i dybden med temaet Vild Mad - og du kan være med.

Naturens store spisekammer

- Vi skal flå fasaner og ænder og lære, hvordan bryster og lår skæres af.

- Vi tænder bål i centrets bålhytte og det lækre kød bliver sammen med friske grøntsager og ny plukkede ramsløg til den lækreste bålgryde.

- Kom og vær med helt fra starten og giv en hånd med så vi sammen kan få lavet en lækker ret med naturens egne produkter og få lækre smagsprøver.

Alle dage kan I naturligvis også købe pølser og brød, der tilberedes over gløderne, og får maven helt mæt, lyder det i indbydelsen

Tør I gå op i Dødens Tårn?

Vi slutter ferien af - og starter årets første sommermåned, med noget helt vildt.

Søndag 2. juni går vi i samlet flok på opdagelse i Lille Vildmosecentrets nye og vilde formidlingsområde - Det Vilde:

Her er Nordens kæmpeørn - tranen - samt vildsvin, krondyr og elg er i fokus.

Ved at gå på opdagelse i det nye område kan I blive endnu klogere på store dyr.

- I Dødens Tårn kan I lære om de store dyrs død, og hvordan død kan give nyt liv, frister Lille Vildmosecenter.

Fra toppen af tårnet nydes en fantastisk panoramaudsigt over hele området.

Små stribede frislinger

Måske er du heldig at få øje på de små, stribede frislinger ved foderpladserne i den nye vildsvinefold eller se ørnene ved kadaverpladsen.

Vildsvinene bliver fodret alle dage ved de automatiske fodertønder.

Det er som altid en god ide at huske praktisk tøj og solidt fodtøj, da aktiviteterne foregår udendørs i al slags vejr.

Skulle I få lyst til at køre en tur med det gamle tørvetog har det afgang klokken 12 og 13.30.

Tag med på en dejlig tur på smalsporsbanen ved centret og få en fortælling om tørvegravning, fremtidsplaner og de store dyr.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...