Byggeriet ventes at gå i gang i løbet af foråret 2021

I løbet af foråret 2021 forventes det, at opførelsen af ny sognegård på Kirkevej 33 i Als kan indledes. Den bliver nabo til plejehjemmet Teglgården og kommer til at ligge blot nogle få meter fra kirken.

Det oplyser menighedsrådene i Als og Øster Hurup, der i fællesskab står for opførelsen i det seneste kirkeblad.

Huset skal afløse det nuværende menighedshus i tilknytning til præstegården i Als.

Inden byggeriet kan igangsættes skal det eksisterende parcelhus og flere store træer på grunden fjernes. Det ventes at ske i løbet af vinteren.

Baggrunden for byggeriet af nyt hus er, at pladsen i det nuværende er blevet for trang. Det er desuden uhensigtsmæssigt, at administrationen ligger på første sal, så gangbesværede har vanskeligt ved at besøge kirkekontorerne.

Ud over kontorer og mødelokale i det ny indrettes der to større samlingsrum, der kan slås sammen til et stort, som så vil kunne rumme 80-90 mennesker.

Inden byggeriet kan sættes i gang skal museumsmyndighederne have mulighed for at undersøge grunden. Hvis man finder interessante ting kan byggestarten blive udskudt, oplyser rådene.

Det er arkitekterne Gert Madsen og Mads Bjørn Christiansen, der har slået stregerne til det ny hus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...