Årets idrætsdag på Mariagerfjord Gymnasium blev en våd én af slagsen, men i stedet for at hoppe i gummistøvler og gemme sig under paraplyer, gennemførte eleverne alle aktiviteter i flotte udklædninger og med godt humør

MARIAGERFJORD: Allerede fra morgenstunden styrtede regnen ned, mens eleverne samledes i Hobro Idrætscenter til fælles opvarmning.

Klassevis havde eleverne klædt sig ud i forskellige kreative kostumer – nogle mere praktiske end andre. Der var både morgenkåber, cykelhjelme, baderinge, tylskørter, refleksveste og mange andre sjove udklædninger, der forvandlede den overskyede idrætsdag til et farverigt karneval.

Efter den fælles opvarmning gik startskuddet for de forskellige aktiviteter, som gymnasiets idrætslærere havde planlagt. Overalt blev der svedt, heppet og kæmpet om at komme først – både ude og inde.

I silende regn kæmpede eleverne mod hinanden i biatlon, crossfit, hockey, langdistanceløb, orienteringsløb, beach-håndbold og fodbold, mens andre var heldige at have valgt en indendørsaktivitet som basketball, volleyball, badminton, svømning og dans.

Da de sidste finaler var overstået, mødtes alle i Hobro Idrætscenter. Her skulle klasserne nu dyste mod hinanden i tovtrækning, og – for andet år i træk – hev 2.q sejren hjem og vandt flødeboller til hele klassen.

Vinder af selve idrætsdagen blev 3.y. Vhf-eleverne sneg sig op på en andenplads, da de havde udnyttet muligheden for at høste ekstra point ved at gå rundt om skolen, og 2.yz kom på en 3. plads.

Prisen for bedste udklædning gik til 3.s.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...