Naturen er flyttet ind i Hadsund Bymidte

Frivillige hadsundere har hjulpet 20 butikker og restaurationer med at skabe en skøn stemning, siddemiljøer og oplevelser for kunder, de lokale og turister.

Naturen er nemlig flyttet ind i Hadsunds bymidte. Projektet Urban Living stod færdigt sent onsdag aften i forrige uge. Det hele er bæredygtigt og lavet af genbrugsmaterialer doneret af byens borgere, butikker og virksomheder, og vil være i konstant forandring, som årstiderne skifter og flere butikker kommer til, så folkene bag Projekt Urban Living opfordrer til at kigge forbi og se, om du kan lide resultatet.

Fem butikker: Fingerbøl, Bundgaard, Qurver, ChaNoLa og Mille’s Heaven har taget initiativet til projektet, der er blevet til i samarbejde med Hadsund Turistforening, og som i øvrigt kan opleves, når byens butikker kalder til ”Sommer Open by Night” på torsdag 23. juli.

Sponsorer for projektet er: Lokale borgere, ME Haveservice, Blomsterbutikken ChaNoLa, Qurver, Guldsmed Bundgaard, Mille’s Heaven, Genbruget, Røde Kors og XL BYG.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...