Det har stadig sin fordel med trykte brochurer, det får de unge væk fra skærmen og styrker det sociale samvær

HADSUND: Det kan godt være, at der findes unge som udelukkende henter information ned via nettet og de sociale medier, men vi i Ungdomsskolen tror stadig på, at en god gammeldags brochure specifikt målrettet de unge kan gøre en forskel!

Det siger ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed, og i disse tider, hvor mange unge lever deres liv på de sociale medier, er der nok nogen som vil betvivle værdien af at lave en brochure til de unge.

I Ungdomsskolen er vi af den opfattelse, at vi skal gå flere veje for at nå de unge med vores tilbud. Der er ingen tvivl om, at vi skal være til stede på de sociale medier som Facebook, Instagram og Snapchat, men vi oplever også unge som af den ene eller anden grund stadig bruger brochuren som inspiration til nye fritidsaktiviteter.

- Vi spørger ofte indtil, hvor de unge har set vores tilbud og i den forbindelse virker det som om, at brochuren fortsat spiller en rolle for nogle unge, udtaler projektmedarbejder Rikke Krabsen Bredahl. - Vi ser naturligvis en stor bevægelse fra de trykte medier og over på de digitale platforme. Unge er online, men med brochuren får forældrene også en chance for måske at støtte de unge i deres valg af fritidsaktiviteter, slutter Rikke Krabsen Bredahl.

I forbindelse med lanceringen af den nye brochure er Ungdomsskolen denne gang gået nye veje for at tiltrække de unges opmærksomhed.

- Tidligere har vi aflagt de enkelte overbygningsklasser et kort besøg, hvor vi har delt vores brochure ud, men hvor det hele måske var en smule mere abstrakt. Denne gang ville vi gerne et skridt tættere på de unge. Alle de kommunale overbygningsskoler har i den forbindelse haft besøg fra os i løbet af de sidste par uger, hvor besøget har taget afsæt i en slags messe for overbygningseleverne. Tanken fra vores side har været, at de unges sanseapparat skulle mere i spil og at de unge skulle møde nogle af vores faglærere samt tovholdere på de forskellige ungeprojekter. I forbindelse med besøgene havde vi også medbragt lidt af vores grej, så de unge kunne få et bedre indtryk af deres muligheder i Ungdomsskolen, fortæller ungdomsskoleleder Lars Otte Koefoed.

Alt i alt har det været en succes at komme rundt på skolerne med vores nye tiltag. Vi har fået positive tilbagemeldinger fra både lærere og elever, så jeg er sikker på at vi gentager succesen om et års tid igen. Det er selvfølgelig en større omgang, som involverer både en del personale og en pæn mængde flyttegods, men det har været det hele værd, slutter Lars Otte Koefoed

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...