Der bliver nu gennemført en indsamling af underskrifter til fordel for Hadsund Skovpark

HADSUND: Gruppen, der arbejder for at området ved den gamle Skovpavillon, skal kunne bruges til Hadsund Skovpark med byens bedste udsigt – frem for boliger, vil nu gennemføre en indsamling af underskrifter.

Det sker for at finde ud af, hvor mange, som støtter tanken om Hadsund Skovpark.

Alle, som ønsker at bakke op om Hadsund Skovpark, får mulighed for at skrive under på følgende:

Støt Hadsund Skovpark

På sedlerne hedder det: Undertegnede opfordrer byrådet for Mariagerfjord Kommune til at forkaste forslaget til lokalplan om boligbyggeri på Hobrovej 1, 9560 Hadsund - området ved den gamle Skovpavillon.

Jeg/vi mener, at området som Hadsund Skovpark skal kunne bruges af kommunens borgere samt turister til forskellige aktiviteter og til at nyde byens bedste udsigt.

Indsamlingen slutter 18. december

Indsamlingen af underskrifter slutter 18. december, og de indsamlede underskrifter vil lige før jul blive afleveret til Byrådet for Mariagerfjord kommune.

- For en del år siden var vi 1.100, som skrev under på, at vi ikke ønsker boliger på området, der har været tilgængeligt for alle i de mere end 100 år, Skovpavillonen har ligget på grunden.

- De mange underskrifter er desværre blevet for godt gemt i de offentlige arkiver. De bliver derfor ikke betragtet som gyldige i dag.

- Derfor er det oplagt, at vi netop nu, hvor der er en ny lokalplan for området i høring, søger at måle stemningen for, om der på stedet skal være boligområde lukket for offentligheden, eller om området skal udlægges som Hadsund Skovpark – med byens bedste udsigt – tilgængeligt for alle.

Det siger Holger Graversen, som er en af initiativtagerne til indsamlingen af underskrifter.

Han var også den, som gik forrest i indsamlingen af de 1.100 underskrifter for år tilbage.

Alle brugere af Facebook er velkomne som medlemmer af gruppen Hadsund Skovpark, hvor man kan drøfte sagen.

Spørgsmål til foranstående kan stilles til Holger Graversen på 22 38 84 36 eller Gunner Buck på 21 26 42 20.

- Vi vil forsøge at sprede sedlerne ud via vores facebook-gruppe Hadsund Skovpark, og få medlemmer af gruppen til at gå videre til naboer, bekendte og familiemedlemmer – især dem, som ikke er på fb eller internettet, fastslår Gunner Buck. der også har etableret en elektronisk indsamling af underskrifter på fb-siden Hadsund Skovpark, så man kan vælge mellem at skrive under elektronisk via fb siden og desuden vil gruppen forsøge at få sedlerne lagt ud i butikker og på biblioteket.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...