MARIAGER: Man kan selvfølgelig bare tage den slagne vej fra Viborg til Aalborg - men man kan også vælge at følge Den Danske Klosterrute. En 2300 kilometer lang kortlagt rute, som forbinder kirker og gamle pilgrimsmål langs historiske vejstrækninger i Danmark.

Den Danske Klosterrutes guidebog vedrørende ruten fra Viborg via Mariager til Aalborg foreligger nu i bogform, og det markeres fredag 26. januar med en reception i Klostersalen ved Mariager Kirke.

Formanden for "Foreningen Den Danske Klosterrute", Erling Bjerrum-Petersen, byder velkommen. Biskop Henrik Wigh-Poulsen, Aarhus Stift, siger også nogle ord i dagens anledning, hvorefter interesserede vil kunne høre forfatteren til bogen om Den Danske Klosterrute, Gunner Kasper Hansen, fortælle nærmere om det seneste bind i serien.

I den nye bog får læseren en detaljeret beskrivelse af en cirka 300 km lang snørklet rute gennem Himmerland. En rute, som man - alt efter temperament - kan benytte til meditation eller til almindelig fysisk udfoldelse.

I forbindelse med receptionen er der også pilgrimsandagt i Mariager Kirke v. sognepræst Jacob D. Krog Rasmussen, og Birgittaforeningen i Mariager trakterer på dagen med Pilgrimssuppe og æblekage.

Bind otte i serien om Den Danske Klosterrute kan i øvrigt allerede nu købes i Mariager Boghandel - eller via Forlaget Eksistensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...