Løkken Svømmehals vand passede de lokale svømmer godt

HADSUND: Søndag 7. april var der fart på svømmerne fra Hadsund Svømmeklub, der var på besøg i Løkken svømmehal.

- I alt 80 talentsvømmere fra hele Nordjylland mødtes for at svømme medley, oplyser Ole Rix Pedersen fra klubben, hvor vi stillede til start med 11 svømmere og det viste sig hurtigt, at vinterens mange træningstimer har virket. Ikke mindre end 10 placeringer i top 3, og mange gode individuelle tider blev det til - ret imponerende, ikke mindst når man tænker på, at de deltog i et svømmestævne for første eller anden gang.

Allerede i løb 4 sikrede Cille Hougaard den første placering til klubben, da hun blev nr. 2 i disciplinen 25 meter rygcrawl + 25 meter brystsvømning. På distancen 25 meter brystsvømning + 25 meter crawl blev det kort efter til en 3. plads til Laurits Dyrbye Andersen i drengenes løb og en flot 1. plads til Sigrid Danmark Holmriis samt en 3. plads til Cecilie Anna Vinther hos pigerne. I løbet efter, 100 meter minimedley, svømmede Julius Dyrbye Andersen sig til en 1. plads og Anton Rix Birkegaard blev nr. 3. I pigernes 100 meter minimedley blev det til en 2. plads for Sigrid Danmark Holmriis og Sigrid fortsatte succesen i 50 meter frisvømning, hvor hun tog en flot 3. plads.

Under hele stævnet var der rigtig god stemning på bassinkanten, hvor svømmerne imellem løbene hyggede sig og bakkede hinanden op. Og udover de førnævnte individuelle resultater skal også nævnes at Lærke Helt i 25 rygcrawl + 25 Brystsvømning sikrede sig en flot 5. plads. Mads Vilhelm Bundgaard blev nr. 7 I drengenes 25 brystsvømning + 25 crawl og Kathrine Jacobsen blev nr. 12 i 25 rygcrawl + 25 brystsvømning. Olivia Ibsen Andersen og Marie Kvist var med til svømmestævne for første gang, Olivia fik en flot 11. plads og Marie blev nr. 13 i 25 meter bryst + 25 meter crawl.

Stævnet sluttede med medley holdkapper hvor alle hadsundsvømmere var i aktion. Pigeholdet bestående af Lærke Helt, Cille Hougaard, Cecilie Anna Vinther og Sigrid Danmark Holmriis fik her en rigtig flot 2. plads. Kun 2 tiendedele efter kom drengeholdet bestående af Mads Vilhelm Bundgaard, Anton Rix Birkegaard, Laurits Dyrbye Andersen og Julius Dyrbye Andersen ind på en 3. plads og Olivia Ibsen Andersen, Marie Kvist og Kathrine Jacobsen svømmede sig til en flot 8. plads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...