Hadsund Handel: har valgt at holde Toldfri Dage efter genåbningen, dog uden underholdning, børneloppemarked og Open by night

Fredag og lørdag 29. og 30. maj søsætter Hadsund Handel ”Toldfrie Dage” i Hadsund, dog i en Light Udgave, fortæller Thomas Jensen og Jan Vestergaard fra aktivitetsudvalget, nu da Danmark er på vej til normale tilstande efter en træls periode for både borgere og butikker samt erhvervsliv.

Hermed følger Hadsund Handel nu i sporet på genåbningen med sin første aktivitet siden 12. marts, hvor alt lukkede ned.

Toldfri dage uden musik og underholdning

- Toldfri Dage er en af de aktiviteter, vi stædigt har holdt fast på år for år, siger aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard. Og at denne tradition ikke brydes skyldes ikke mindst Thomas Jensen fra Alles Sko, der har været idemand til og i mange år tovholder på denne Hadsund Handel aktivitet.

Men i år bliver det i en ”light” udgave, da vi fortsat er underlagt restriktioner på hvad vi må og ikke må.

Gennem årene har Tolderens besøg i byen været omkranset af levende musik i gaden, børneloppemarked, Open by Night, underholdning for både børn og voksne samt en masse udendørs mad tilbud. Sidstnævnte er der givet tilladelse til, men musik og andet der kan motivere folk til at ”stimle” sammen i grupper på mere end 10 er ulovligt.

- Det lader vi os ikke slå ud af, lyder det fra Thomas Jensen og Jan Vestergaard. Så kører vi bare med Tolderen og de mange spændende tilbud i butikkerne, og som den myndighed en Tolder jo også er, skal han nok sørge for at afstande og stimlen sammen ikke bliver et problem. Et problem er det nok heller ikke, at dem der kan fremvise sit pas til ham, vil blive belønnet med gavekort fra de mange af Hadsund Handels medlemsbutikker, og vi har på fornemmelsen, at de fleste butikker har skruet lidt op for gavmildheden i år.

- Vi synes selv, vi har en flot handelsby. Torvet med sejlet, gågaden med vandløb og træer, der næsten er sprunget helt ud, samt Butikscenter i nyrenoveret stand, og supplerende til dette har vi nu indkøbt farvestrålende Beach flag med budskaberne ”Støt Lokalt, Handel Lokalt”, som vil pryde bybilledet, ligesom der kommer bannere hen over gågaden med samme budskab.

- Og så er der bestilt flagalle begge dage, så hvis ellers vejrguderne vil berige os med godt vejr denne fredag og lørdag, ser vi frem til en dejlig weekend og naturligvis med en god og livlig handel, slutter Thomas Jensen og Jan Vestergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...