I stedet for bøder medbringer den rare tolder en masse gavekort, som Hadsund Handels medlemsbutikker har sponsoreret

HADSUND: Fornyelse er altid godt, men nogle aktiviteter er så hellige, at fornyelse nærmest vil være en helligbrøde.

Toldfrie Dage i Hadsund er en af dem, og igen i år kan Hadsund-borgerne således møde en tolder i bybilledet både fredag 31. maj og lørdag 1. juni.

Tolderen patruljerer fredag mellem kl. 13 og 16 og igen mellem 19 og 21, og lørdag er han på spil mellem kl. 10 og 13.

I stedet for bøder medbringer den rare tolder en masse gavekort, som Hadsund Handels medlemsbutikker har sponsoreret.

For at få fingrene i disse gavekort skal man være i besiddelse af sit originale pas, og der vil i det hele taget være behørig kontrol af ejermanden, før tolderen i sidste ende hiver gavekortene frem.

De seneste år har Hadsund Handel med succes indlagt et open by night-arrangement i de Toldfrie dage, og 2019 bliver i den henseende ikke nogen undtagelse.

På Torvet vil der til lejligheden være opstillet et telt med levende musik, fadølsbar og borde/bænke, ligesom der også vil være levende musik i Butikscenteret.

Tidligere års børneloppemarked i forbindelse med de Toldfrie dage, er i denne omgang udvidet til et stort familiekræmmermarked, som afvikles på Torvet lørdag formiddag.

Interesserede kræmmere bedes på forhånd kontakte aktivitetsansvarlig Jan Vestergaard og sikre sig en plads.

Som et ekstra indslag i forbindelse med Toldfrie Dage kan den lokale handelsstand fredag eftermiddag præsentere X-Factor-deltageren Sigmund på Torvet i Hadsund.

Sigmund optræder i Hadsund i tre kvarter, inden han skyndsomst begiver sig videre til dagens næste Gang i Danmark-arrangement i det nordjyske.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...