Dario Campeotto - optræder med musikalsk foredragsshow i Mariager 4. oktober.

MARIAGER: En veteran og en ung, upcoming solist og sangskriver.

Man kan vel næppe forestille sig to større musikalske yderpunkter end Dario Campeotto og Hjalmer.

Én ting har de to solister imidlertid til fælles: De indgår begge i Musikforeningen Rytmus’ efterårsprogram.

Dario Campeotto lægger ud 4. oktober med et såkaldt ”musikalsk foredragsshow” i Den Gamle Biograf.

Dario kan i år fejre 60 års jubilæum og vil - som den gode fortæller, han er - komme med anekdoter fra et langt liv i showbiz, og med sikker hånd strø sang-eksempler undervejs. Herunder naturligvis Dario-klassikere som ”O Sole Mio” og ”Angelique”.

Dario Campeotto fortæller også om spændende mennesker, han har mødt på sin vej, ligesom han ærligt fortæller om knap så sjove perioder i karrieren.

Hjalmer, som er søn af Kim Larsen, optræder på scenen i Mariager søndag 1. december.

- Han tager til efteråret ud på en omfattende akustisk tourné sammen med guitarist Simon Luth, og vi er glade for, at Rytmus kom igennem nåleøjet, så der også blev plads til en koncert hos os, konstaterer Torben Holmgren fra Rytmus.

Ind imellem de to solistoptrædender kan egnens spilleglade 3. november glæde sig til en eftermiddag, hvor Rytmus holder Musikalsk åbent hus under ledelse af musikere fra Himmerlands folkemusikskole.

Alle er velkomne, og konceptet er, at man kan tage sit instrument eller sin sangstemme med til fællessang og sammenspil.

Man er også velkommen til at optræde med et par numre af sin egen musik, og vil man blot nyde de musikalske udfoldelser, er det også helt i orden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...