STORT: Hadsund Skole, Bymarkskolen, Mariagerfjord Kulturskole og Nordkraft Big Band skal sammen engagere 9-12 årige børn i jazz og bigbandmusik

HADSUND/HOBRO: Sammen med Bymarkskolen og Hadsund Skole har Mariagerfjord Kulturskole indgået et samarbejde med Nordkraft Big Band.

Et samarbejde, der giver mulighed for at engagere børn og unge i jazz- og bigbandmusik og give dem en kulturel oplevelse for livet.

Aftalen med Nordkraft Big Band er netop underskrevet, og det er første gang, at to skoler og Kulturskolen i Mariagerfjord Kommune går sammen om et fælles indkøb af et professionelt orkester.

Tæt på et bigband

Aftalen har især fokus på at motivere og engagere kommunens børn og unge.

De ska inddrages i musikken gennem workshops med Nordkraft Big Bands musikere, lære sammenspil med det professionelle bigband og deltage som kor ved to store skolekoncerter og som publikum til koncerter.

Henover 2020/2021 afholdes to skolekoncerter, to store bigband-koncerter og workshops.

Til de to skolekoncerter går Nordkraft Big Band på scenen sammen med eleverne i 3-.5. klasse fra Bymarkskolen og Hadsund Skole.

Eleverne forbereder sig sammen med dirigent og orkester i ugerne op til koncerten, og om aftenen udgør de en del af bigbandet.

Børnene får en kæmpe kulturel oplevelse for livet.

De kommer helt tæt på de mange spændende instrumenter, man finder i et bigband.

Læring og dannelse

- At være aktiv deltager med sang og musik i et fællesskab bidrager til børn og unges læring og dannelse.

Samarbejdet med Nordkraft Big Band vil være én af flere vigtige kulturelle oplevelser, som i første omgang to skoler i Mariagerfjord Kommune vil få i løbet af 2020 og 2021.

Vi glæder os til at se og høre børn og bigband til koncerterne på Bymarkskolen og Hadsund Skole, fremhæver Dorthe Louise Hansen, der er skolekonsulent ved Mariagerfjord Kommune.

Forældre, søskende og andre interesserede indbydes til at opleve de to store Big Band-koncerter, som løber af stablen i efteråret 2020 og foråret 2021.

På samme vilkår

Som overbygning til skolekoncerterne åbner orkestret op for et samarbejde med Mariagerfjord Kulturskole ved at inddrage kulturskolens unge lokale talenter.

De unge indgår i bigbandet på samme vilkår som de professionelle musikere og deltager på workshops og til koncerter.

- I Mariagerfjord Kulturskole glæder vi os til at samarbejde med Nordkraft Big Band.

- Målet er at fremme interessen og kendskabet til den ”symfoniske jazz” blandt unge i Mariagerfjord Kommune, forklarer leder af Mariagerfjord Kulturskole Finn Elias Svit.

Enestående mulighed

Med aftalen får Kulturskolens musik-talentklasseelever og Mariagerfjord Pigekor den enestående mulighed at samarbejde og optræde med et professionelt jazzorkester.

Og herunder at arbejde med improvisation.

Og der venter publikum en stor oplevelse.

- Orkestret har nemlig topklasse, og alle jazzelskere kan se frem til to særlige aftener i lokale omgivelser, stiller Finn Elias Svit i udsigt.

Koncerterne er planlagt til efteråret 2020 og foråret 2021.

Nordkraft Big Band

Nordkraft Big Band har i løbet af de seneste 10 år udviklet sig til et professionelt ensemble i international klasse.

De placerer sig blandt de bedste bigbands i Danmark.

Men bigbandet ser det som sin vigtigste opgave motivere og inspirere børn og unge til et liv med musik - hvad enten de bliver aftagere eller udøvende musikere.

Derfor arbejder man målrettet på at blive rytmisk Basisensemble i Nordjylland - et bigband der kan agere fyrtårn for hele Nordjyllands rytmiske vækstlag og talentmiljø.

Bigbandet er derfor i disse år ved at opbygge samarbejder med flere kommuner i Nordjylland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...