Thea Schmidt Andersen, plejecentret Myhlenbergparken i Arden, fylder lørdag 20. januar 100 år.

Som ganske ung pige kom Thea på højskole, og efterfølgende arbejdede hun i huset i Aalborg.

Nogle år senere traf hun landmand Ejnar Schmidt, og de blev gift for 73 år siden.

Hele deres arbejdsliv tilbragte parret med at drive landbrug. Først på gården i Lundgård og siden i Stenstrup, hvorefter de gik på pension og flyttede til Miehesgade i Arden.

Her døde Ejnar Schmidt for et kvart århundrede siden.

Parret fik fire børn, som til sammen har leveret otte børnebørn.

Og da familien åbenbart holder sig til firetabellen, bliver der utvivlsomt trængsel på plejehjemmet på dagen, hvor fødselaren kan glæde sig over sine sammenlagt 16 oldebørn.

Derhjemme på gården passede Thea Schmidt Andersen meget gerne sine børnebørn, både så de kunne se frem til en ferie i den friske luft, eller når børnebørnene var syge.

Og gæster gik aldrig forgæves, hvis sulten stod til en lækkerbisken af en hjemmebagt kringle til kaffen.

Dem bagte Thea selvfølgelig selv - og efter sin helt egen, eksklusive opskrift.

Som 80-årig og enke flyttede Thea Schmidt i ældrebolig på Glasgangen i Solgårdsgaden, som ligger i tilknytning til Ardens store dagcenter - Solgårdscentret.

I de nye omgivelser har hun gennem årene ivrigt spillet kort og strikket i hundredvis af strømper til glæde for de mange familiemedlemmer.

Thea Schmidt gik jævnligt ærinder hos købmanden eller bageren for veninder i Solgårdsgaden.

Nogle gode rejser med sin datter kan 100 års celebranten ligeledes se tilbage på.

Og selv om Thea Schmidt Andersen for fire år siden måtte flytte fra Solgårdsgaden til sin nuværende bolig i Myhlenbergparken - nu som beboer i Bakken 208 - holder hun stadig lidt gang i kortspillet.

Men på lørdag får hun altså gæster på plejehjemmet, hvor 100 års fødselsdagen fejres sammen med familien.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...