På programmet er ”Mit Grønland” - en flot visuel film om familierelationer og social arv

HADSUND: Midt januar viser Foreningen Norden traditionen tro film i Hadsund Bio.

”Mit Grønland” er en film om et enestående land. Om familierelationer og social arv. Om tradition kontra moderniteten, oplyser Margit Nielsen og Trine Kronholm fra Foreningen Norden, og siger videre: - Visuelt er filmen flot. Vi ser billeder i fugleperspektiv, som panorerer hen over øde sneklædte landskaber, isbjerge, isbjørne og hvaler. Hertil kommer fygende snestorme. Det er barsk, men uendeligt smukt.

Filmen - der vises tirsdag eftermiddag 15. januar i Hadsund Bio 1+2 - følger Anders, som bliver skolelærer i en fjernt liggende flække på Grønland. Her er man hverken interesseret i Anders eller hans undervisning. Danskere er ikke populære i den lille bygd, fordi de oftest viser alle fordommene om druk, incest og vold, så det er ikke nogen varm velkomst Anders får. Men Anders er sindig og rolig og har hjertet på rette sted. Han er også en fighter, og langsomt får han vendt den negative stemning.

Den franske instruktør Samuel Collardey tilbragte omkring et år med indbyggerne i Tiniteqilaag, hvor han observerede grønlændernes liv. Han siger: Manuskriptet ligner fiktion, men er 100 % virkelighed.

Alle er meget velkomne, slutter Margit og Trine.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...