I strikkeklubben i Hadsund mødes ca. 20 kvinder på biblioteket hver anden mandag for at slå masker op.

MARIAGERFJORD: Det er blevet et hit at mødes på biblioteket for at strikke.

I strikkeklubben i Hadsund mødes således ca. 20 kvinder på biblioteket hver anden mandag for at slå masker op, dele opskrifter og hjælpe hinanden, når strikketøjet slår knuder, alt imens snakken går lystigt om stort og småt.

Og strikkebegejstringen er ikke kun forbeholdt de voksne.

Efter at have afholdt to strikkeworkshops for børn, henvendte den lokale ildsjæl Rinette Jensen sig til biblioteket med en ide om en strikkecafé for børn.

På eget initiativ fik hun stablet caféen på benene, og i dag er der frivillige strikketanter både i Mariager, Hadsund, Hobro og Arden.

En gang om ugen mødes de med børnene på det lokale bibliotek for at dele deres begejstring for pinde og garn.

- Vi valgte biblioteket som samlingspunkt for vores strikkecaféer af flere grunde. Dels er biblioteket en god samarbejdspartner, men biblioteksrummet er også en rigtig god ramme for vores café, fordi vi her kan mødes og blive inspireret og fordybe os med børnene om strikketøjet, forklarer udtaler Rinette Jensen.

Strikkecaféerne er så stort et hit blandt børnene, at der stadig er brug for flere strikketanter, der har lyst til at være frivillige i caféerne.

Generelt er det en tendens, at det samlede antal besøgende stiger på bibliotekerne landet over.

Samme udvikling vurderes også at ske på Mariagerfjord Bibliotekerne, hvor det samlede besøgstal lå på 275.000 i 2018.

- Biblioteket er et af de få frie rum i kommunen, hvor borgerne helt uforpligtende kan mødes og samles om deres interesser på tværs af aldre og samfundsklasser.

- Og vi oplever i stigende udstrækning, at de lokale selv tager initiativ til at mødes, eller kommer med forslag til, hvad de gerne vil have skal ske i deres lokalområde og på biblioteket, siger Anita Græsbøll Larsen, bibliotekar og koordinator for aktiviteter på Mariagerfjord Bibliotekerne.

For yderligere at stimulere strikkeinteressen inviterer det lokale biblioteksvæsen mandag 7. oktober til workshop i vævestrik med Jette Roed Helbo på Hadsund Bibliotek, og tirsdag 19. november er der workshop med Charlotte Tøndering på Mariager Bibliotek.

Mere udtømmende informationer om bibliotekernes strikkeaktiviteter kan findes på hjemmesiden www.mariagerfjordbibliotekerne.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...