Preben Frost fortalte historier fra et langt liv som politiassistent

HADSUND: Forleden var politiassistent af 1. grad, emeritus Preben Frost, Hadsund, gæst i Fortælleværksted arrangeret af Hadsund Museumsforening & Lokalhistorisk Arkiv.

Preben Frost - der er født 19. februar 1949 - fortalte om et langt liv som politiassistent og om sin opvækst på en ejendom, og skolegang. Efter folkeskolen var han på ungdomsskole, en tid i landbruget, inden han blev indkaldt som soldat, hvor han bl.a. var FN soldat, fulgt af en tid på skibsbygger på Aalborg Værft.

1. februar 1973 bestod Preben Frost optagelsesprøven til politi på Aalborg Politigård med E. Heide Jørgensen som sensor og fik sit politiskilt, hvorefter han var en tur omkring politiskolen og Gentofte Politi, København Politigård, Glostrup og Hobro Politi, inden han endte i Hadsund.

I januar 1978 kom Preben Frost så til Hobro Politi, hvor han startede på skifteholdstjenesten, var sagsbehandler og i udrykningsafdelingen inden han i 1982 kom til Hadsund Politi.

I Hadsund deltog Preben i en lang række sager, bl.a. som køreprøvesagkyndig og ellers alle mulige andre sager som SSP, færdselslære i 6. klasse og gåprøve i børnehaverne og kontrol af cykler ved skolerne, DNA, bevæbning herunder også peberspray.

Da politireformen 2007 blev en realitet flyttede politiet ind hos Borgerservice på Hadsund Rådhus, hvor Preben også var køreprøvesagkyndig i Hadsund, Hobro og Løgstør.

1. marts 2011 gik Preben Frost så på pension og får i dag tiden til at gå med jagt, fiskeri, camping og rejser sammen med hustruen, og ellers samvær med børn og 5 børnebørn og almindelig vedligeholdelse af hus og en stor have.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...