Adskillige borgere i byen lægger årligt mange timers frivilligt arbejde i vedligeholdelse

ALS: Borgerforeningen i Als høster jævnligt verbale roser fra mennesker, der gæster byen, for den måde, man sørger for vedligeholdelse af de områder i og ved landsbyen, som foreningen står for, bymidten med gadekæret, Havbakkerne og strandarealet.

Senest har borgerforeningsformand Hans H. Lybæk været i gang med hækklipperen på Springvandspladsen bistået af hustuen Mai, der blandt andet sørgede for, at det, som byens førstemand klippede af den omkransende hæk, blev fjernet og læsset på en trailer.

Adskillige borgere i byen lægger årligt mange timers frivilligt arbejde i vedligeholdelse. Det drejer sig om et hold kvinder, der sørger for, at ukrudt bliver fjernet omkring gadekæret, Flouen, samt at der hele tiden er friske blomster i kummerne og at de jævnligt bliver vandet i den tørre tid.

I foråret var et hold i gang med at ændre det tidligere rosenbed overfor Als Kro og Badehotel, og her blev der skabt plads til busten af Jens Jensen, der tidligere var en af foregangsmændene i området. Han har haft plads flere steder og har skuet mod alle verdenshjørner. Nu ser han mod vest ad Hadsundvej.

Det er også borgerforeningen, der har ansvaret for vedligeholdelse af strandarealet og skråningerne på Havbakkerne ned mod stranden. Det græsbeklædte strandareal bliver jævnligt klippet, ligesom bevoksningen på skråningerne med mellemrum bliver fjernet.

Som led i den kommunale aftale med et asfaltfirma, er der kommet ny belægning på Hulvejen ned til stranden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...