En hård start på livet gav ikke kun sort uheld for himmerlandsk kat, der er med i julefilm

HOBRO: Sort som kul. Og søn af en vildkat.

Det så på alle måder sort ud for Balou, da han blev født en forårsnat ved Blenstrup Sø.

Faren var vild, moren knap så meget, men chancen for aldrig at begå sig i menneskenes verden var stor.

Søndag eftermiddag fyldte Balou alligevel Bioteatret i Hobro til næstsidste plads.

Ud af et anonymt liv på internatet Min Ven Katten ved Hobro dukkede han nemlig op i en vigtig rolle i en ny dansk julefilm.

Øvede 14 dage

Hans sorte hale og ravgule øjne har fejet forbi en kreds af Danmarks mest kendte skuespillere og ført ingen ringere end julemandens datter på sporet af tyve, der vil ødelægge julen.

- De ledte efter sorte katte. Og der kom en ud for at caste Balou. Så brugte vi 14 dage på at øve forskellige ting med ham. For eksempel at skulle løbe gennem en gyde, fortæller Balous menneskemor, Anita Sønderup, mere kendt som internatets leder.

Her venter 40 katte lige nu på et nyt hjem, mens andre 60 er ude i plejefamilier, der måske vil beholde dem. Og her hører hun tit sorte katte blive afvist, fordi folk mener de bringer uheld.

Det har givet Balou og hende en mission med filmen.

Knud Labohn
Per Lund fra Filmteatret, der gav forestillingens overskud ubeskåret til internatet. I baggrunden agerer Marie Gade kammerpige for Balou.

Magisk kat

- Det passer jo ikke. Vi håber filmen kan vise, at sorte katte er lige så gode som andre, fortæller hun.

På filmen oplevede holdet da også betydeligt mere sort magi end sort uheld.

- Balou lavede for eksempel tre first takes, altså hvor optagelsen kom i kassen første gang. På et tidspunkt råbte instruktøren: ”Den kat er magisk”, smiler Anita Sønderup.

Ordene faldt på Filmteatret i Hobro. Her var de 80 pladser på forhånd udsolgt, til kattevenner, der mest kom for at se Balou, der dog var noget genert over opmærksomheden.

Filmteatret havde på forhånd doneret sin del af overskuddet til internatet, og dermed fik Balou hentet for 3200 kroner ekstra hjælp til sine kattevenner.

Meget godt gået af en halvvild kat, der måske introducerer begrebet: Sort held.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...