Mariager Fjords Soroptimister arrangerer tirsdag atter en vandretur til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro.

HOBRO: Mariager Fjords Soroptimister arrangerer atter en vandretur til støtte for Julemærkehjemmet i Hobro.

Det sker tirsdag 7. maj klokken 19, hvor turen går med start fra Øls Kirke til Øls Skæppe og siden til Trinderup Gods.

Deltagerne vil starte med at gå langs Fædalen til Øls Skæppe. En af Danmarks største dødishuller, som med sine cirka 15 meters dybde virker meget dramatisk.

I istiden blev en kæmpe isklump dækket af sand, ler og grus, så klumpen lå godt isoleret og smeltede langsomt, og har efterladt dette imponerende hul. Landmand Poul Vagn Nielsen vil fortælle om Øls Skæppe.

Siden går vandreturen i naturskønt landskab mod Trinderup Gods. Her vil driftsleder Peer Skov fortælle om Trinderup, der sidst i 1600-tallet var hjemsted for den berømte Marie Grubbe og hendes mand Palle Dyre. Flere store, danske digtere har skrevet om Marie Grubbe.

Trinderups ejerforhold kan spores tilbage til 1400-tallet. Godset var fra 1941-1988 ejet af De Danske Spritfabrikker, der ønskede at udvikle selskabets forsøgsarbejde med undersøgelser og fremavl på egnen.

Trinderup er i dag ejet af Svend Møller Hansen.

Mon ikke der også er en god historie om statuen ”Kartoffelmanden”, der står i haven på Trinderup Gods? Her vil kartoffelavler Poul Vagn Nielsen fortælle.

Det koster 20 kr. at deltage og pengene går ubeskåret til Julemærkehjemmet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...