Koncerten finder sted 15. august i Mariager

MARIAGER: Det er tre professionelle og meget erfarne og sammenspillede kunstnere, der optræder på sommerkoncerten 15. august i Mariager Rosenhave.

Hver for sig og sammen har de en travl koncertkalender, men det er lykkedes Cittaslow Mariager at samle dem til sommerkoncerten på den eneste ledige dato! De tre musikere præsenterer et sommerprogram med såvel temperament som inderlighed: Smægtende tangoer, blide sange og vilde melodier fra højlandet.

Tine K. Skau er uddannet blokfløjtist fra Det Fynske Musikkonservatorie og har i tre årtier virket som musiker, musikdramatiker og performer. Tine K. Skau har stiftet det musikdramatiske ensemble TRIOfabula, der gennem 20 år har spillet i Danmarks kirker for store og små og hun indgår derudover i mange andre musikalske sammenhænge. Skau spillede Cittaslows sommerkoncert i Mariager Rosenhave i 2018 og vender hermed tilbage med et nyt hold musiker-venner.

Carl-Aage Eliasson er uddannet fra Vestjysk Musikkonservatorie og Det Kgl. danske Musikkonservatorie suppleret med studier i Holland som cembalist. Foruden en karriere som organist og koncertvirksomhed i både ind- og udland, har han bevæget sig i den rytmiske genre i mange forskellige sammenhænge bl.a. som bandmusiker, pianist og kapelmester. Carl-Aage Eliasson har således i mere end 25 år akkompagneret og optrådt sammen med sangerinden Trine Gadeberg.

Kristine Eiler Ernst er mezzosopran og uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium, Trondheimkonservatoriet i Norge og privatstudier i New York. Ernsts scenedebut var Mercedes i Bizet-operaen Carmen. Hun har siden haft talrige roller på Den Fynske Opera og Odense Teater. Kristine Eiler Ernst er endvidere sangerinde i tangokvartetten Cada Vez Mas, liedfortolker og Liva Weel-specialist.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...