Vejret drillede ved byfesten i Assens, så loppemarkedet måtte aflyses, men optog blev der.

HADSUND: I weekenden 17.-18. august var der, traditionen tro, sommerfest i Assens. I år havde Assens Borgerforening forsøgt at lave et program som appellerede til alle i byen, ung som gammel.

Programmet startede officielt torsdag aften med bankospil, hvor ca. 150 mennesker mødte op til en hyggelig aften, hvor gevinsterne var sponsorerede af de lokale erhvervsdrivende.

Fredag var der løb, hvor ca. 300 motionister deltog, efterfølgende var der mulighed for at købe lækkert aftensmad og børnedisco.

Borgerforeningen havde forsøgt at skabe lounge-stemning i anlægget med lyskæder og øl-trailer, og der var mange i anlægget fredag aften, hvor vejret også viste sig fra sin bedste side.

Lørdag startede med gratis morgenkaffe med rundstykker i teltet. Derefter var der fiskeauktion, hvilket var en stor succes. Næstformand Mikkel Farsø var fremragende auktionarius og havde styr på fisk og auktion. Han kunne desuden vejlede i tilberedning af alt fra blæksprutter, sej og muslinger. Vejret var bestemt ikke med sommerfesten lørdag, hvilket betød at kræmmermarkedet ikke blev til noget. Der blev afholdt have-traktortræk, hvilket trak mennesker i anlægget trods det dårlige vejr. Hele sommerfesten sluttede med et brag af en fest lørdag aften, hvor folk festede og hyggede sig med naboer og venner.

Næstformand for Assens Borgerforening Mikkel Farsø udtaler; - Da jeg flyttede til Assens havde jeg aldrig i min vildeste fantasi regnet med at skulle være næstformand i Borgerforeningen. Hele den sidste uge har vi knoklet for at skabe rammerne til en god sommerfest, og at se en by med så godt et sammenhold og hvor man er så gode til at hjælpe hinanden er helt igennem fantastisk!

- Vi er allerede i gang med planlægning af vores næste arrangement som er julefrokost - så husk at sætte kryds i kalenderen 9. november, fortæller formanden for Assens Borgerforening, Heidi Jensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...