Forestillingen kan opleves i kulturcentret onsdag 28. november

HADSUND: Teater Møllen har frit dramatiseret Mich Vraas roman ”Håbet”, en helt igennem vellykket dramatisering, der meget sansemættet og stærkt fortæller om et mørkt kapitel i vores historie. Om den periode, hvor vi var slaveejere og tjente formuer på sukkerplantagerne på De Vestindiske Øer.

Der er skabt en meget enkel, men fortællende scenografi, så publikums fantasi bliver vækket. Vi følger med alle sanser både de hvide magthavere på dækket og slaverne i skibets bund på deres vej over havet. Vi følger intenst skuespillerne på scenen, der beretter om handelsskibet Håbets vej til Sankt Thomas.

Denne intense og gribende teateroplevelse, der er for publikum over 15 år, har fået mange anmelderroser, kan opleves på Hadsund Kulturcenter onsdag aften 28. november.

Det er Teaterkredsen Mariagerfjord, der står for denne nordjyske premiereforestilling, og det er Hammoud på Kulturcafeen, der står klar for den lette anretning - se annoncen - der kan tilkøbes sammen med billetten oneline på www.tkmf.dk eller på bibliotekerne.

Ole Bent Larsen starter med i et lille indlæg inde i teatersalen, hvor han fortæller om slaveriet og den epoke, vi har haft en skammelig andel i.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...