GAVE: Samtlige 140 ansatte på Hadsunds to plejehjem fik overbragt en påskebuket fra Lisbeth og Hamed Pedersen, der driver Alexanders Blomster

HADSUND: Alexanders Blomster på Østergade 1-3 i Hadsund bragte skærtorsdag 140 påskebuketter ud til personalet på de to plejecentre Skovgården og Bernadottegården i Hadsund.

Siden coronaens indtog i Danmark, hvor det meste lukkede ned, har Hamed Pedersen fra Alexanders Blomster kørt adskillige buketter ud til beboerne på de to plejecentre fra pårørende, der ikke måtte komme på besøg.

Lige før påske fik Hamed Pedersen tanken, at personalet skulle belønnes og sættes pris på for de store udfordringer, de står med i øjeblikket.

Borgmester Mogens Jespersen (V) blev sat på opgaven med at finde ud af, hvor mange ansatte det drejede sig om, og meldte tilbage til Alexanders Blomster, at der på Bernadottegården er 60 ansatte, mens der på Skovgården er 80.

Alle 140 blev ønsket en god påske med en flot buket fra Alexanders Blomster.

Butikken genåbnede 6. marts og har allerede ansat en dygtig blomsterdekoratør samt et par løse medhjælpere.

Selv kan Lisbeth og Hamed Pedersen altid træffes i butikken.

Alexanders Blomster bruger danske grossister og har alverdens lækkerier i øl, vin og chokolade.

Sidste skud på stammen er lokale øl fra Hadsund Bryghus.

Butikken har selvfølgelig indført regler omkring coronaen, men det tager alle kunder kun positivt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...