Stort rykind forleden hos smedemester Kurt Rytter Andersen, som for 30 år siden etablere Astrup Smede- og Maskinværksted

ASTRUP: Nuværende samarbejdspartnere, tidligere medarbejdere og mange andre dukkede forleden op på Ternmdrupvej 28, hvor Astrup Smede- og Maskinværksted inviterede til 30 års jubilæum.

ASM Østervang, som firmaet på Terndrupvej 28 hedder i daglig tale, drives af Kurt Rytter Andersen. og har godt et dusin medarbejdere.

Tilbage i 1989 etablerede han firmaet i forældrenes staldbygninger og har med årene specialiseret sig i skovbrugsmaskiner.

Men smedevirksomheden laver også meget andet.

Skovmaskiner

Med sine skovmaskiner til juletræsproduktion indtager ASM Østervang ApS i dag en førende position som leverandør til denne branche.

Den står med et bredt program af sprøjtemaskiner, plantemaskiner, plove, pallegafler, transportvogne og netmaskiner udviklet i tæt samarbejde med brugerne af maskinerne.

Gennem årene har 19 smedelærlinge lært deres fag hos Kurt Rytter Andersen, og heraf mødte hele 11 såmænd op til jubilæet forleden for at lykønske deres smedemester.

Bum bum

- Gennem tiden har vi i øvrigt produceret 335 netmaskiner, 500 plantemaskiner, 300 sprøjter, 360 juletræsspidsere samt hundredevis af specialmaskiner, vogne, gelændere, trapper, griller........ og en enkelt atombombe, lyder det skælmsk fra fabrikant Kurt Rytter Andersen.

Bum bum bum.

Atombomben er i sagens natur en attrap, som kan i øvrigt ses på Rebild Centret i udstillingen om den kolde krig.

I Astrup sammenhæng er Kurt Rytter kendt som meget andet end landsbysmed.

Stort aktiv i landsbyen

Som tidligere formand for Astrup Borgerforening spillede han op mod og efter årtusindeskiftetersen en fremtrædende rolle i udviklingen af Astrup by - herunder ikke mindst i forhold til genåbningen af Astrup Kro i 2002.

Som ildsjæl satte han sig i spidsen, da borgerforeningen stemte dørklokker og solgte anparter for over en halv million kroner til at genåbne den lukkede kro som anpartsselskab.

Årets ildsjæl 2016

Da Astrup skole lukkede som landsbyskole, meldte Kurt Rytter Andersen sig også på banen i arbejdet med at få etableret en friskole 2012.

Forinden havde han sikret sig Kammas Gård, som han for et symbolsk beløb solgte videre med henblik på at skabe et lokalt mødested og plads til en friskole - siden udbygget med børnepasning.

Ud over friskole rummer Kammas Børneunivers vuggestue, børnehave, sfo og musikskole.

Af Landdistriktsrådet blev Kurt Rytter Andersen i januar 2017 fejret som ”årets ildsjæl” i Mariagerfjord anno 2016.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...