Thomas Jensen kan lørdag fejre 20 års-jubilæum med Allessko i Hadsund

Siden 1993 har familien Jensen stået i spidsen for Allessko på Storegade 24 i Hadsund. Først med Keld og Lise Jensen ved roret, inden de for godt ti år siden videregav stafetten til sønnen Thomas Jensen, der i år kan fejre 20-års jubilæum i butikken.

Thomas Jensen er 41 år, og så længe han overhovedet kan huske, har en stor del af hjemmebanen været forældrenes skobutik, hvor han fra lille knægt blev taget med i butikken. Dengang havde Keld og hustruen Lise en skobutik i Brovst, der var en del af kæden ”Din Grønne Skobutik”.

Parret ville dog gerne have en større butik - og gerne i en lidt mere driftig handelsby end Brovst – og her kastede de deres kærlighed på skobutikken i Hadsund.

- Butikken i Hadsund var dengang medlem af samme kæde som butikken i Brovst, så da de daværende ejere ønskede at sælge Hadsund-butikken, slog mine forældre til, fortæller Thomas Jensen, der kom i lære i butikken i år 2000, og som de seneste mange år har stået for den daglige drift og ledelse, mens Keld hjælper til efter behov. Lise døde desværre i 2006.

Rent økonomisk er butikken fortsat i gang med et glidende generationsskifte, men det er Thomas, der på alle måder tegner butikken og tager beslutningerne.

Selvstændig butik

I 2007 valgte butikken i Hadsund at forlade kædesamarbejdet og blive en selvstændig butik med navnet Allessko.

- Der er nogle fordele i et kædesamarbejde, men bestemt også nogle ulemper. Vi syntes, det blev lidt for styret og ville gerne præge tingene mere i vores egen retning.

- Derfor valgte vi at blive en selvstændig butik, og selvom det har betydet mere arbejde med blandt andet indkøb og markedsføring, så har det været det helt rigtige for os.

- Vi har også bibeholdt indkøbspriserne hos leverandørerne, så vi fortsat er konkurrencedygtige på pris, fortæller Thomas, der dog også gerne indrømmer, at det er en hård kamp, at drive en skobutik i dag.

Flot lokal opbakning

- Der er kæmpe konkurrence fra nethandel. Med et par klik på mobiltelefonen, så er der jo et par sko på vej i posten. Derfor har vi også bevidst prioriteret, at vi skal overleve på nogle helt andre dyder. Nemlig den gode service og grundige rådgivning, blandt andet om føddernes velvære og sundhed. Vi skal ikke konkurrere på den hurtige handel, fastslår Thomas Jensen, der også føler, at kunderne rigtig gerne vil have den ekstra rådgivning.

- Jeg synes bestemt, at vi oplever en flot opbakning i Hadsund, og at kunderne er gode til at handle lokalt. Ikke fordi de skal, men fordi de også gerne vil have den ekstra service, som vi fysiske butikker kan give dem. En tendens, der måske er blevet endnu mere forstærket det seneste år med corona. Jeg er i hvert fald meget taknemmelig for den opbakning, der har været til Allessko i et ellers svært år.

Ny titel på CV’et

Ud over at være indehaver af Allessko har Thomas det seneste år også fået en ny titel på CV’et, nemlig far. Ham og kæresten Lonnie blev for et års tids siden forældre til sønnen Milan, hvilket har været en kæmpe omvæltning. Lonnie har desuden datteren Lærke på 8 år.

- Min familie betyder utroligt meget for mig og har givet mig et andet og helt nyt perspektiv i livet. Før jeg mødte Lonnie var butikken min familie, og havde jeg travlt, kunne nemt tage en madras med og sove på gulvet i baglokalet i butikken. Jeg havde jo ikke nogle at tage hensyn til.

- Sådan er det ikke længere. I dag vil jeg allerhelst bruge tid på min familie, selvom de jo nok fortsat vil sige, at jeg arbejder for meget, fortæller Thomas, der dog også får tid til lidt andet end familie og skobutik, nemlig hans store passion for biler og fodbold.

- Jeg er særligt fascineret af Alfa Romeo-biler. Det er en interesse, jeg har arvet fra min far. Da jeg fyldte 18 år fik jeg nemlig en af hans Alfa Romeo-biler, og så var jeg fuldstændig betaget. Sidenhen har jeg haft fem forskellige biler, og lige nu har jeg to styk. Dem bruger jeg meget tid på at pleje og passe.

- En anden passion er fodbold, hvor jeg holder med den italienske klub Inter, engelske Arsenal og herhjemme AaB. Jeg har flere gange været i både Italien og England for at se kampe, og det er en kæmpe oplevelse, fortæller Thomas, der for tre år siden også oplevede et personligt bump på vejen, da han fra den ene dag til den anden fik konstateret diabetes1.

- Jeg røg på hospitalet med en syreforgiftning, og det var på et tidspunkt ret kritisk, men det endte godt. I dag lever jeg med sygdommen, tager min daglige insulin og skal hele tiden være opmærksom på mit blodsukker. Det er selvfølgelig bøvlet, men det vænner man sig til.

Aktiv i Hadsund Handel

Thomas Jensen er glad for at have butik i Hadsund, hvor han også synes, at sammenholdet og samarbejdet butikkerne imellem er rigtigt godt. Derfor har han i mange år også ydet en aktiv indsats i aktivitetsudvalget i Hadsund Handel.

- Vil man være med til at præge tingene, må man gøre en indsats. Derfor har jeg vel været i aktivitetsudvalget i 10-12 år kun afbrudt af et par korte pauser. Det kan ind imellem godt være øretævernes holdeplads, fordi alle ikke er enige i alle beslutninger. Men generelt synes jeg, har vi et godt og konstruktivt samarbejde i Hadsund Handel til stor gavn for byen, slutter Thomas Jensen, der lørdag 5. december markerer sine 20 år i butikken med en lille reception i butikken fra klokken 12 til 14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...