BOG: Skelund Kirkes historie er skrevet og en boggivelse er på vej

SKELUND: Skelund kirkes historie er skrevet, og en bogudgivelse er på vej.

Det er den tidligere sognepræst i Skelund-Visborg, Finn Carpentier, der er ved at lægge sidste hånd på et omfattende værk om den ret så specielle kirke, der er kendt i vide kredse - blandt andet på grund af sit østvendte klokketårn.

Finn Carpentier

Det var da også netop spørgsmålet om klokketårnet, der for alvor satte Finn Carpentier i gang med at undersøge kirkens bygningshistorie.

Flere års arbejde er nu tilendebragt, og i nær fremtid vil man i bogform kunne læse dén spændende historie, der knytter sig til Skelund kirke.

Ridholdigt materiale

Et righoldigt materiale ligger til grund for bogen, og du skal være forberedt på at komme vidt omkring og dybt ned, når du begynder at læse.

Bogen bliver rigt illustreret med et enestående billedmateriale, der er med til at fortælle kirkens historie.

Aldrig før er der skrevet nævneværdigt om Skelund kirke, og det vil vare meget længe, før der atter tages fat på opgaven.

Men her foreligger et materiale, som forhåbentlig kan være til glæde både nu og i fremtiden.

Fonden Himmerland

Udgivelsen af bogen er støttet af Fonden Himmerland; Aage og Johanne Louis-Hansens Fond; Velux Fonden; Traugott Møllers Fond; Bente Klercke Fonden og Aalborg Stift.

For udgivelsen står Skelund Lokalhistoriske Forening.

Fra Fonden Himmerland får Skelund Lokalhistorisk Forening en donation på 10.000 kroner til den forestående bogudgivelse om Skelund kirke.

Fonden Himmerland er en lokal fond Stiftet af Himmerland Forsikring i forbindelse med forsikringsselskabets 100 års jubilæum i 1988.

Fonden uddeler fortrinsvis midler i det nordjyske område, hvor forsikringsselskabet tegner forsikringer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...