En helt ny slags fodboldfans får mandag aften ”verdenspremiere” på DS Arena

Når Hobro IK mandag aften på hjemmebane spiller den første af to skæbnekampe om overlevelse i 3F Superligaen mod Lyngby bliver det med utraditionel opbakning på lægterne.

I bogstaveligste forstand melder robotterne sig nemlig under Hobros faner.

Det er – så vidt vides - verdenspremiere, at der er robotter på et fodboldstadion.

Den unge robotvirksomhed Technicon, der er hjemhørende i Hobro, har indgået en aftale med Hobro IK om at sende 10 robotter fra Universal Robots ind på stadion sammen med udstyr fra Onrobot.

Robotterne vil være opstillet bag det ene mål, hvor de skal være med til at skabe liv: de er programmeret til, at de kampen igennem vifter med hjemmeholdets flag.

- Det er vigtigt at have vækstambitioner og tro på fremtiden, og vi kan til fulde identificere os med Hobros ”rejse” på fodboldbanen.

- Kan vi bakke op og bidrage til at skabe stemning, der sikrer, at der også i næste sæson er et 3F Superligahold i byen, gør vi gerne det, siger teknisk direktør Jakob Rømsgaard, Technicon.

Technicon, der for få år siden startede i et loftsrum blandt studiekammerater, er i dag vokset til 40 ansatte og er nu landsdækkende forhandler af nogle af verdens bedste robotbrands.

- Vi løser ofte udfordringer for alle brancher og større og mindre virksomheder ved bl.a. at sammensætte det nyeste og bedste fra markedet.

- Ved at kombinere fleksibelt automationsudstyr kan man let og enkelt udføre et hav af opgaver, og derfor opstod ideen: i en tid, hvor covid-19 begrænser tilskuertallet på stadion, kan vi bakke det lokale 3F Superligahold op ved at sætte cobots til at flage for hjemmeholdet.

- Dermed viser v,i hvordan engagement, kreativitet og robotter kan forenes, og vi er glade for, at både Universal Robots og Onrobots straks sagde ja og var med på legen, da vi spillede ideen på banen, siger Jakob Rømsgaard.

Hos Hobro IK er salgsansvarlig direktør Jimmie Nielsen begejstret for opbakningen fra robotterne.

- Enhver fodboldklub er afhængig af lokal opbakning, og det er Hobro IK også.

- Dette utraditionelle tiltag vidner om tæt sammenhold, og vi er meget glade for den opbakning, som Techicon og det lokale erhvervsliv viser.

- Vi er altid klar på at prøve nye, skæve tiltag af, så da Technicon ringede og spurgte, om de kunne stille med et hold robotter, var vi naturligvis klar.

- Den skæve idé vidner om gevinsten ved at samarbejde, og viser hvor langt man kan komme ved at tænke anderledes og se nye muligheder ved at koble robotteknologi og sportsbegivenheder sammen, fremhæver Jimmie Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...