TILBUD: Midt i en coronatid vil folk med stor viden om Den Kolde Krig via Facebook i dialog med skoleungdommen og andre borgere

HIMMERLAND: Skoleelever og andre historieinteresserede inviteres nu til at stille spørgsmål om koldkrigsbunkeren Regan Vest.

Dels til de fire forfattere bag bogen Den Kolde Krig & Regan Vest - dels til tidligere medarbejdere som under Den Kolde Krig byggede selv atombunker - Danmarks dybeste hemmelighed.

Til rådighed for skoleelever midt i en coronatid stiller forfatterne Karsten Pedersen, Poul Holt Pedersen, Henning Brinckmann og Lars Allan Haakonsen sig.

60 meter under jorden

Også tidligere Regan Vest medarbejdere som Knud V. Jensen svarer på www.facebook.com/reganvest

Bogen handler om Danmark under Den Kolde Krig med udgangspunkt i Regan Vest, som jo i dybeste hemmelighed blev bygget ved Rold Skov.

Bunkeren indeholder 232 rum med plads til cirka 350 personer, som skulle arbejde og opholde sig i anlægget i tilfælde af en tredje verdenskrig.

I tresserne opførte de danske myndigheder atombunkeren med henblik på at indkvartere regering, dele af kongehuset og ledende embedsmænd, i fald en tredje verdenskrig gjorde det nødvendigt.

Arbejderne og sågar den daglige projektleder fik ikke at vide, hvad de byggede 60 meter under jorden - flere hundrede meter inde i en kridtbakke.

Troede det var en ny kalkmine

Til at begynde med troede de fleste arbejdere, at der blot var tale om udgravning af en kalkmine, idet Thingbæk Kalkminer i forvejen ligger få hundrede meter derfra.

Anlægget blev derfor blandt arbejderne ofte kaldt ”minen”.

Da det efterhånden gik op for dem, at udgravningen blev gravet ud med meget stor præcision, anede flere og flere, at der var tale om et helt specielt projekt.

På grund af hemmelighedskræmmeriet og det faktum, at projektet konstant blev større, og der senere blev bygget betonkonstruktioner inde i minegangene, kunne de regne ud, at der var tale om et anlæg med en særlig funktion.

Eller amerikansk raketfabrik

Nogle mente, at anlægget var en amerikansk raketfabrik, som fra skakterne kunne sende raketter mod Warszawapagtens lande.

Andre var af den overbevisning, at anlægget skulle være et hemmeligt nødhospital, depot eller militærkaserne.

Knud V. Jensen, som monterede diesel-generatorerne i atombunkeren Regan Vest, havde sammen med to kollegaer indrettet et lille arbejdsrum og frokoststue inde i maskinrummet.

De fik aldrig lov til at komme ind i selve anlægget som består af to store ringe, der er større end ”Regnbuen” på Aros.

Knud V. Jensen

Knud V. Jensen fortæller også om det tophemmelige arbejde:

- Jeg husker, der kom mange tipvogne forbi vores dør.

- De var alle fyldte med kridt, så hulen måtte være dyb eller lang. Jeg fik aldrig at se, hvad der gemte sig på den anden side af tremmedøren, siger han.

Det enorme anlæg stod klar til brug i 1969.

Helt frem til 2003 var atombunkeren bemandet og klar med timers varsel, hvis krigen kom.

Medarbejderne var indforstået med at lade sig isolere i bunkeren 60 meter under jorden - uden familien.

Og i værste fald kæmpe for at lede Danmark gennem en totaludslettende atomkrig.

Mange af bygningsarbejderne og dem der var med til at drive bunkeren, har med deres spændende viden bidraget til undervisningsbogen Den Kolde Krig & Regan Vest.

Dialog om Den Kolde Krig

Forfatterne har spurgt flere af de tidligere medarbejdere, om de vil hjælpe eleverne med at få viden om Regan Vest og om forholdene under Den Kolde Krig.

Det har flere svaret ja til.

- Tidligere bestod vores i at arbejde for, at Regan Vest kunne sikre nationens overlevelse.

- Nu håber jeg blot, vi kan hjælpe ungdommen en lille smule, siger således Knud V. Jensen, der ligeledes optræder i førnævnte bog.

Når han skulle på toilet, var Knud V. Jensen nødt til at gå de 300 meter ud af indgangstunnelen selvom der var et toilet på den anden side.

- Vi fik kun lov til at komme ind i de rum, vi skulle arbejde i, fortæller han.

Nylig i 2009 gik det op for Knud V. Jensen, hvad anlæggets egentlige formål var.

Stil endelig spørgsmål

Nu kan skoleelever og historieinteresserede altså stille spørgsmål til koldkrigsforfatterne via www.facebook.com/reganvest

Stadig flere tidligere medarbejdere vil løbende svare via Facebook.

Forfatterkvartetten har lagt undervisningsopgaver henvendt til de ældste elever i skolen og gymnasieelever på www.reganvest.dk til fri afbenyttelse.

Har du arbejdet med Regan Vest, eller har du spørgsmål, må du meget gerne skrive til forfatterne@reganvest.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...