De sædvanlige fem-seks gåture i sæsonen, blev i år reduceret til to i Als

Der blev torsdag aften takket af efter en noget corona-forkvaklet gåbanko-sæson i Als.

Hovedparten af gåturene er blevet aflyst, således at det i hele sæsonen kun er blevet til to ture i efteråret.

Der deltog godt en halv snes mennesker i den sidste tur rundt i byen og den nærmeste omegn.

Alle blev ved starten under paraplyen på Springvandspladsen opfordret af formanden for borgerforeningen, Hans Lybæk, til at holde god afstand til hinanden.

Det blev overholdt turen rundt, der sædvanen tro for årets sidste bankotur sluttede hos Als Spejderne, der havde lavet suppe over et bål.

Efter en ca. fire kilometer lang gåtur på jagt efter de små talskilte, bekom den varme suppe deltagerne godt.

Det er Als Borgerforening, der tilrettelægger turene, og normale år bliver det til fem-seks gåture, hvor Als-foreningen også er medarrangør af en tur rundt i Øster Hurup, men coronaen betød aflysning af gåturene i foråret og sensommeren.

I Als har der hver gang været afgang fra anlægget ved byens gadekær. Her håber foreningen at se mange mennesker lørdag formiddag, hvor man står for affaldsindsamling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...