Jane & Shane giver koncert i fjordbyen 2. december

Duoen Jane og Shane fik oprindeligt deres danske gennembrud som backing-duo for Niels Hausgaard.

Siden har de imidlertid oparbejdet et stort og trofast publikum i Danmark på egen hånd, og onsdag 2. december kan de opleves i Hadsund Kirke, hvor de - selvfølgelig efter corona-retningslinjerne - optræder med nye og traditionelle julesange fra Irland, England og Skandinavien.

Engelske Jane Clark (violin) og irske Shane Donnelly (guitar, irsk tromme og vokal) har deres musikalske afsæt i den irske/britiske folkemusik.

Til årets julekoncerter har Jane & Shane håndplukket en række gamle og nye irske sange, som ”Miss Fogarty’s Christmas Cake” (med historien om et tilfælde af julemadsforgiftning…), men de spiller eksempelvis også en smuk vinter-klassiker af Vivaldi.

Fortællinger om muntre irske juletraditioner, keltiske julesange, engelske ”Christmas carols”, nordiske julevalse og danske favoritter er naturligvis også med, når violin-virtuosen Jane møder Shanes guitar, bodrán og stemme i Hadsund.

Billetter til julekoncerten i Hadsund kan købes via hjemmesiden Tikko.dk - og som følge af corona-restriktionerne er der selvsagt noget færre billetter til salg, end der ville have været under normale omstændigheder.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...