ALS: Hvor er Als på vej hen? Og hvordan skal lokalsamfundet udvikle sig i fremtiden?

Det bliver et par af hovedspørgsmålene, når lokale kræfter i samarbejde med Mariagerfjord Kommune onsdag 10. januar inviterer til borgermøde på østkysten.

Borgermødet i Als indgår som et led i Mariagerfjord Kommunes overordnede landdistriktspolitik, og lokale kræfter har gennem længere tid samarbejdet med konsulent Jeanette Lund, Thisted, i et forsøg på at gøre fremtidsplanerne mere konkrete.

- Vi har allerede masser af ideer, lyder det fra en af de lokale ildsjæle, Jan Gerts.

- Renovering af molen på stranden, miljøet omkring den gamle branddam og sammentænkning af klubhus og hal er nogle af de projektideer, der allerede er i spil, men andre ting kan naturligvis også komme i spil, når vi nu spørger bredt ud til borgerne i byen, bemærker han.

Als by rummer i sig selv knap 1000 indbyggere, men det omkringliggende opland langs kysten og i baglandet er også medtænkt i projektet.

Borgermødet 10. januar er henlagt til den lokale folkeskole. Alle er velkomne, og der bydes på kaffe og kage.

- Vi håber, at de lokale bakker op og viser vejen for de gode ideer. For kun ideer, som folk vil drible videre med, har en gang på jord, konstaterer Jan Gerts.

Det forventes, at den endelige udviklingsplan for Als vil ligge klar i løbet af foråret.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...