Mariagerfjord Kommune vil over fire år have 50 førtidspensionister i job - men står lige nu med flere jobtilbud end jobparate

MARIAGERFJORD: - Mennesker på førtidspension skal have mulighed for at vende tilbage til arbejdslivet.

Det styrker både deres selvværd og livsglæde, når de bliver en del af fællesskabet på en arbejdsplads, siger Jan Andersen (UP), der er formand for byrådets udvalg for sundhed og omsorg.

Inden for de næste fire år har udvalget en målsætning om, at 50 førtidspensionister vender tilbage på arbejdsmarkedet.

Indtil videre er 13 kommet i job med løntilskud.

- Vi retter særlig fokus på at matche førtidspensionister med vores virksomheder, og vi kan se, at det giver gode resultater, fremhæver Jan Andersen.

På job i golfklubben

En matchning, begge parter har gavn af.

- Virksomhederne får løst nogle opgaver, der ikke tidligere blev løst, og så er det tilmed en økonomisk fordel for førtidspensionisterne, som får en ekstra indtægt, uddyber udvalgsformanden.

Blandt de 13 førtidspensionister i job med løntilskud er Per Juul Jensen.

20 timer om ugen arbejder han hos Hobro Golfklub med at vedligeholde golfbanens 62 bunkere.

- Jeg er god til at stå op om morgenen, så det er rart at møde tidligt for at gøre bunkerne klar, inden klubben åbner, siger han.

Til glæde for begge parter

- Herude er der altid nogen at snakke med, og det føles godt at være den del af et arbejdsfællesskab, hvor jeg bidrager med noget vigtigt.

- Det betyder bare rigtigt meget, fastslår Per Juul Jensen.

Og Vagn Bach, der er formand for Hobro Golfklub, glæder sig over at have Per Juul Jensen på lønningslisten:

- Det er første gang, vi har en førtidspensionist i løntilskud, men det bliver bestemt ikke sidste gang.

- Aftalen giver os en enestående mulighed for at dække præcist de timer, vi har behov for, og så får vi løst en værdifuld opgave, som før hang lidt, kvitterer golfklubformanden.

- Og så mener jeg også, at vi har et ansvar for at finde arbejde til dem, der stadig kan.

- Per er en medarbejder som alle andre. Vi mærker det, når han ikke er her, uddyber Vagn Bach.

Et job med løntilskud strækker sig fra bare en enkelt time til 25 timers arbejde om ugen.

Efter den enkeltes ressourcer

Opgaverne tilrettelægges, så de er passer til førtidspensionistens ressourcer, kvalifikationer og interesser.

Lige nu melder virksomhederne om så stor interesse for sagen, og der faktisk er mangel på førtidspensionister, der har mod til at komme i arbejdstøjet.

- Jeg glæder mig over, at virksomhederne ønsker at tage et større socialt ansvar.

- Og vores specialenhed står i samarbejde med arbejdsmarkedsområdet klar til at hjælpe med at bringe førtidspensionister og virksomheder sammen, forsikrer Jan Andersen.

Førtidspensionister i løntilskud er ansat på særlige vilkår.

Det kan eksempelvis være nedsat tid eller flere pauser end normalt.

Lønnen aftales mellem arbejdsgiver og arbejdstager ud fra opgaver og indsats.

Kommunen giver et timetilskud til lønnen på 28 kroner og 65 øre.

I særlige tilfælde, hvor arbejdsevnen er lav, kan kommunen yde et højere tilskud.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...