Populær gæst lå på bordene og sad på garderoben - men fik til gengæld lært at køre på trehjulet cykel

Tirsdag 6. oktober var Pippi på besøg i daginstitutionen Kirsebærhaven i Veddum.

Pippi havde været så heldig at få lov til at låne en cykel af Lone Laustsen, som er ny pædagog i Kirsebærhaven.

Og så var der i øvrigt lagt op til en dag fyldt med skarnsstreger og spilopper.

Som vi kender det fra Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe-bøger viste Pippi sig hurtigt som en meget stærk pige, der kan mange ting.

Hun lå på bordene, sad på børnenes garderober og lavede popkorn, så de fløj rundt i køkkenet, fordi Pippi havde glemt at sætte låg på gryden.

Pippi hjalp også til med rengøringen i Kirsebærhaven med skuresvampe spændt på fødderne.

Den populære gæst sang og dansede også sammen med børnene - og ude på legepladsen introducerede hun en spændende ”tingfinderleg”, hvor det handlede om at finde ting, der ikke hører hjemme i naturen.

Børnene lærte til gengæld Pippi at køre på trehjulet cykel - og som tak læste Pippi historier for børnene ude på legepladsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...