Fædre har gratis adgang til Lille Vildmosecentret på fars dag 5. juni

LILLE VILDMOSE: 5. juni er ikke bare grundlovsdag. Det er også fars dag. Det fejrer Lille Vildmosecentret ved at give alle fædre gratis adgang.

Samme dag er der mulighed for at komme med på den guidet tur i egne biler til østkystens 10 tårne. Turen finder sted fra klokken 13 til 16, og der er afgang fra Torvet i Øster Hurup.

Elgene har lige fået kalve, så der er også chancer for at opleve de små kalve og måske se en kongeørn på vingerne.

Dagen efter, 6. juni, er der mulighed for at komme med på en guidet bustur ind i Tofte Skov, og er man mere til vilde smagsoplevelser end ditto naturoplevelser, så kan man få trangen stillet 9. juni, hvor Lille Vildmosecentret går i dybden med temaet ”Vild Mad”. Der skal flås fasaner og ænder, og deltagerne skal lære, hvordan bryster og lår skæres af. Der tændes bål i centrets bålhytte, og kødet bliver sammen med friske grøntsager og nyplukkede ramsløg til en lækker bålgryde. Der vil være smagsprøver til alle.

2. pinsedag, 10. juni, køres der guidet tur i Elgenes Land. Sammen med guiden skal deltagerne rundt i Mellemområdet for at spotte de 16 elge, de nye elgkalve og de mange krondyr. Der kørers i egne biler med radioguidning. Undervejs vil der være flere stop ved udvalgte udsigtstårne og pavilloner i området. Turen starter klokken 10.30 fra Lille Vildmosecentret og slutter igen 12.30.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...