Vinterbaderne i Øster Hurup kan igen komme sikkert ned i det kolde vand

ØSTER HURUP: Vinterbaderne, Kattegats vandhunde i Øster Hurup, kan igen komme den normale vej til det kolde gys. Der er bygget ny trappenedgang fra platformen på den nordre mole.

Storm fra nord og høje bølger gjorde det omkring årsskiftet af med den oprindelige trappe, der var bygget i træ. Nu er det en let, åben stålkonstruktion, som bølgerne kan skylle igennem uden at gøre skade, håber vinterbaderne.

Sammenbruddet af trappen er ikke det eneste uheld, vandhundene har oplevet i årets første uger. Der gik også ild i træhytten på nordmolen, hvor man klæder om og har en sauna.

Saunaen kan tændes i god tid, inden den skal bruges ved hjælp af en mobiltelefon, men uheldigvis stod en trækurv for tæt på ovnen, og da den blev varm, gik der ild i kurven.

Heldigvis kom en vinterbader kort efter til stedet, og han fik ilden slukket, men der skete alligevel en del skade, så hytten har ikke været i brug i nogen tid.

Vinterbadesæsonen nærmer sig sin afslutning, men vandhundene håber, de kan nå nogle uger endnu i det kolde Kattegat.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...