Personalet fik overrakt en æske flødeboller af eleverne

HADSUND: På Hadsund skole har man i en årrække valgt at kalde dagen ”Personalets dag”, og da 5. oktober i år falder på en lørdag, valgte man derfor at markere dagen fredag 4. oktober, hvor elever tog imod personalet fra morgenstunden af.

Her var alt klar med banner, flag, rød løber og ikke mindst glade børn. Børnene overrakte en æske flødeboller til alle de voksne, som tak for den indsats, de hver især gør på Hadsund skole.

Om Lærerens Dag

5. oktober er FN’s internationale lærerdag, og over hele verden bliver lærere på denne dag anerkendt for deres store og gode arbejde, og for den enorme betydning de har for samfundet.

Lærergerningens vilkår er meget forskellige rundt omkring i verden, og mange steder er behovet for bedre skolegang kolossalt. Der er i dag globalt stadig mange millioner børn, der ikke kommer i skole. Dette skyldes blandt andet en katastrofal mangel på lærerkræfter.

I over 100 lande fejres Lærerens Dag 5. oktober. Fokus er på lærerens vitale rolle både som underviser, men også som medvirkende til at udvikle aktive medborgere i et moderne samfund. Lærerens Dag er også med til at sætte fokus på, at uddannelse er en fundamental menneskeret.

Det er det internationale lærerforbund, Education International, som hvert år koordinerer lærerdagen på globalt plan. I Danmark er det Danmarks Lærerforening og IBIS, der arrangerer lærerens dag. Sammen ønsker de at sætte fokus på vigtigheden af lærerarbejdet, der i Danmark er med til at udvikle og forme fremtidens borgere, og som i udviklingslande spiller en kæmpe rolle i bekæmpelse af fattigdom.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...