Ugens program i Hadsund Bio byder på film som: ”Shazam”, ”Dronningen”, ”Den eventyrlige Park”, ”After” og ”Hacker”, stort set alle premierefilm

HADSUND: Det sprøjter nærmest ud med danmarkspremierefilm lige nu i Hadsund Bio 1+2.

Ugens program byder på film som: ”Shazam”, ”Dronningen”, ”Den eventyrlige Park”, ”After” og ”Hacker”, stort set alle premierefilm.

AFTER

er baseret på Anna Todds bestsellerroman af samme navn, som startede som online fanfiction om musiker og tidligere One Direction medlem Harry Styles og blev en sensationel succes – først på Wattpad.com og senere som bog.

I AFTER følger vi Tessa (Josephine Langford), en dedikeret studerende, pligtopfyldende datter og loyal kæreste til sin high school sweetheart, der starter på sit første semester på college. Bevæbnet med store ambitioner for sin fremtid, åbner hendes beskyttede verden sig i mødet med den mystiske Hardin Scott (Hero Fiennes Tiffin), en tiltrækkende, mørk rebel, der får Tessa til at stille spørgsmålstegn ved alt det hun troede hun vidste om sig selv, og hvad hun gerne vil have ud af livet.

Den eventyrlige park

Da Junes mor bliver syg og kommer på hospitalet, har June ikke længere lyst til at lege i den fantasiverden – Den eventyrlige park – som de har skabt sammen.

Hun har ikke længere lyst til at bygge sine drømmes rutsjebane eller en verden, hvor tyngdeloven ikke gælder. Hun forlader sine legekammerater, chimpansen Peanut, bjørnen Boomer, grisen Greta, pindsvinet Steve og mekaniker-bæverne Gus og Cooper. Men på en tur i skoven opdager hun, at det ikke er sådan at forlade parken, for her står hun pludselig midt i forlystelsesparken, som nu er ved at forfalde og forsvinde ind i mørket. Hun forstår, at der er visse ting, man ikke bare kan opgive og går i gang med at kæmpe for den eventyrlige park.

”Den eventyrlige park” handler både om at skabe verdens bedste forlystelsespark, hvor kun fantasien sætter grænser, og lade et vildt eventyr udspille sig i disse omgivelser, og om, hvordan vi håndterer sorg. André Nemec og Josh Appelbaum har sluppet bremsen og sender publikum på deres livs rutsjebanetur med en håndfuld charmerende figurer. De har fået danske stemmer af bl.a. Katrine Greis-Rosenthal, Lars Ranthe, Esben Dalgaard Andersen og Jesper Asholt.

Hacker

Benjamin er 13 år og en dygtig hacker. Han bor på et bosted, fordi han mistede sin mor, da han var syv år, og aldrig har kendt sin far.

En dag opsøger to mænd fra Forsvarets Efterretningstjeneste Benjamin, fordi de har spottet en kvinde på en overvågningsvideo, som de mener, kan være hans mor. Efter chokket har lagt sig, beslutter Benjamin sig for at starte sin egen hemmelige undersøgelse af, hvad der er sket med hans mor. Han får hjælp af Savannah, der også bor på bostedet, og de finder hurtigt ud af, at Benjamins mor ikke har været den, han troede, hun var, og at hun har været del af en hemmeligstemplet mission.

Da de hacker Forsvarets Efterretningstjeneste, opdager de, at Benjamin er en langt vigtigere brik i spillet om hans mors forsvinden, end han troede…

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...