Hadsund Boldklub blev begunstiget med 75.000 kr.

HOBRO: Jutlander Banks store velgørende fond, Sparekassen Hobro Fonden, har endnu engang været i det gavmilde hjørne.

På årets første bevillingsmøde blev der sammenlagt bevilget ikke mindre end 824.028 kroner til 23 forskellige projekter.

I alt forelå der 27 ansøgninger til mødet - og det er ny rekord for et bevillingsmøde på dette tidspunkt af året.

- Alligevel kan vi godt undres lidt over, at der ikke er endnu flere foreninger, der udnytter muligheden for at søge om tilskud hos os, men måske er områdets foreningsliv ikke rigtig kommet i gang igen efter julepausen, bemærker Sparekassen Hobro Fondens formand, Poul Søndberg.

Højdespringer i denne omgang var Hvornum Kultur- og Forsamlingshus, som modtog 112.500 kr. til renovering af forsamlingshusets køkken. Yderligere to foreninger fik bevilget 100.000 kr. hver, nemlig Svanens Venneforening og Klejtrup IF.

I den anden ende af skalaen var der denne gang fire donationer på under 10.000 kr.

Pengene blev fordelt som følger: Brøndum Forsamlingshus 33.125 kr., Terndrup-Blenstrup-Bælum Pensionistforening 6.000 kr., Rørbæk Lokalhistorisk Forening, 22.000 kr., Klejtrup Idrætsforening 100.000 kr., Kom og syng med 10.000 kr., Sct. Georgs Gilderne i Hobro 62.500 kr., Døstrup Kultur- og Forsamlingshus 10.500 kr., Klejtrup Aftenhøjskole 30.000 kr., True Kultur & Forsamlingshus 64.500 kr., Kig Ind, Nørager Kultur- og Medborgerhus 26.250 kr., Skovbakken Håndbold – Bakke Cup 13.000 kr., Den Kommunale Pensionistklub i Hobro, 9.000 kr., Motion og Samvær for kræftramte, Nørager, 5.000 kr., Mariagerfjord Idrætsforening 15.000 kr., Pot’n’ Pans Village Band 6.718 kr., Hvornum Kultur- og Forsamlingshus 112.500 kr., Svanens Venner 100.000 kr., Blå Kors Hjemmet, Hobro 50.000 kr., Jyske Talenter 22.135 kr., Hadsund Boldklub 75.000 kr., Forever Dancing, Hobro 10.000 kr., Boldrup Museumsforening 30.000 kr. og Schæferhundeklubben Hobro 10.000 kr.

Sparekassen Hobro Fondens grundkapital stammer oprindeligt fra Sparekassen Hobro, men pengene kommer reelt fra Jutlander Bank, hvor Sparekassen Hobro Fonden i dag er en stor aktionær.

- Reelt set er det jo sådan, at jo bedre det går Jutlander Bank rent økonomisk, jo mere har vi i Fonden at kunne uddele til ansøgerne, idet pengene vi uddeler er renter og aktieudbytte fra Jutlander Bank, forklarer formand Poul Søndberg.

Årets første bevillingsmøde i Sparekassen Hobro Fonden fungerede samtidig også som konstituerende møde for fondsbestyrelsen.

Et enkelt bestyrelsesmedlem, Hans Jørgen Nielsen, faldt ved årsskiftet for aldersgrænsen, og hvem der skal afløse ham er endnu ikke afgjort.

Centerchef Poul Søndberg fortsætter ufortrødent som formand i endnu en periode, og afdelingsdirektør Per Norup Olesen tager endnu en tørn som næstformand. Derudover består bestyrelsen af bogholder Vibeke Libach Justesen, Skjellerup, direktør Ole Grønlund, Valsgaard, tidl. revisor i Jutlander Bank, Poul Erik Larsen, Rørbæk og direktør Bent Bjørn Nielsen, Brøndum.

Næste bevillingsmøde i Sparekassen Hobro Fonden holdes tirsdag 9. april.

- Til den tid håber vi på at kunne behandle rigtig mange ansøgninger. På det tidspunkt må der være stor aktivitet i foreningslivet, både det udendørs, som er i fuld gang, og det indendørs, som skal i gang med planlægningen af den kommende sæson, og vi har da også allerede modtaget to ansøgninger til næste bevillingsmøde, nævner Sparekassen Hobro Fondens formand, Poul Søndberg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...