Søstrene Merete og Malene er i denne uge klar til at holde: Ordblindeuge i Als og Ø. Hurup.

ØSTER HURUP: I Øster Hurup er Meretes Læseskole startet. Her kan man få hjælp, hvis man har problemer med bogstaver, der vil drille. Merete er ansat af Study House.

I Als startede Meretes søster, Malene Groes Sloth, sidste år op med Lydbehandling Als.

De to søstre deltager begge i den årlige – internationale og danske ordblindeuge. De holder åbent hus på Læseskolen i Ø. Hurup.

Malene og Merete brænder begge for at hjælpe de børn og unge som til dagligt slås med læsevanskeligheder, og søstrene har begge haft ordblindhed tæt på livet, da Malene selv er ordblind og kender til de ar på sjælen, som ordblindheden kan give. Merete derimod husker tydeligt sin søsters frustration over de daglige udfordringer, som ordblindheden gav. Merete har desuden en søn, som også er ordblind.

Malene gik til lydbehandling som barn, med stor effekt, og Meretes mor insisterede kraftigt på, at Meretes søn også skulle. Lektierne hjemme var oftest uoverskuelige, da sønnen efter skole var ekstremt træt, og Merete lagde mærke til, at lydbehandlingen hjalp, så underskud efterhånden blev vendt til overskud. Pludselig var lektierne ikke længere et problem i samme grad. Ordblindheden forsvandt selvfølgelig ikke, og derfor valgte Merete og hendes mand at søge hjælp til læsningen, hvilket inspirerede Merete, som er uddannet folkeskolelærer, til selv at ville hjælpe andre børn og unge.

Hvordan foregår lydbehandlingen?

Formålet med det første besøg er at lave en test, som kan afklare, om lydbehandling vil kunne hjælpe.

Til testen bruger vi specielle stemmegafler for at finde ud af, hvordan hjernen registrer lydens svingninger. Derefter foretages en høreprøve med audiometer for at måle, hvordan hørelsen fungerer. Endvidere foretages en læseprøve, så elevens læseudvikling kan følges gennem behandlingsforløbet.

Selve behandlingen foregår i hjemmet, hvor man hver dag skal lytte til specielle lyde og derefter slappe af efter nøje anvisninger. Der er opfølgende test ca. hver anden måned. Resultaterne bruges til at følge udviklingen og lægge en ny plan.

Lydbehandling hjælper indenfor: ordblindhed, skoletræthed, udpræget støjfølsomhed, manglende koncentration, manglende selvværd ved boglig læring og svært ved at høre lydene i bogstaver/ord.

Hvordan foregår læseundervisningen?

Undervisningen finder sted i Meretes læserum på gården i Ø.Hurup. Her kan børn og forældre komme til en gratis konsultation.

- Det er så vigtigt for børnene at møde mig, inden undervisningsstart, så de kan se, at jeg ikke er en streng tante, siger Merete.

I Læseskolen har eleven læreren for sig selv, og undervisningen foregår 100 % i det tempo, som eleven har brug for. Trin for trin lærer eleven bogstavernes lyde i de små lydrette ord og over til de længere ikke-lydrette ord.

Merete lægger rigtig megen vægt på, at der er tillid mellem hende og hendes elever. Atmosfæren skal være tryg, men selv om der skal arbejdes hårdt, så er der absolut også plads til sjov og ballade.

Der er meget mere om lydbehandling på hjemmesiden www.lydbehandling.dk

Læsning og Study House på hjemmesiden www.studyhouse.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...