Kim Leine - gæster Hadsund Bibliotek 4. februar.

HADSUND: Mandag 4. februar klokken 19 får Hadsund Bibliotek besøg af en af Danmarks helt store forfatternavne, nemlig Kim Leine, der netop har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris.

Det sker som optakt til årets Ordkraft, der løber af stablen i Aalborg til april.

Efter sin debut i 2007 med romanen ”Kalak” har Kim Leine føjet en række bøger til listen.

Og ikke mindst en række fornemme priser som De Gyldne Laurbær, Nordisk Råds Litteraturpris og altså Kronprinsparrets Kulturpris 2018.

Her fokuserede priskomiteen blandt andet på forfatterens talent for at skrive gribende og barske fortællinger om hjerteskærende menneskeskæbner og vilde naturkræfter.

Misbrug og flugt

Kim Leines forfatterskab kredser om mennesker, som er kastet ind i barske livsbaner præget af misbrug og flugt.

Men hvad med kærligheden? Kan den trives under så barske forhold, og hvordan får han arbejdet den med ind i de mørke universer?

I sit oplæg fortæller Kim Leine om den danske kolonisering af Grønland, som fylder så mærkværdigt lidt i historiebøgerne.

Men også om, hvordan vi efter hans mening bør udskifte vores skyldfølelse over for Grønland med en større viden om, hvad der rent faktisk skete.

Husk at printe en billet

Til arrangementerne vil publikum også få mere at vide om Ordkraft 2019, tankerne bag og ikke mindst sidste nyt om programmet.

Der er fri éntre til arrangementet - men ikke uden billet.

Den kan du kvit og frit printe kvit og frit fra himmerlandsbilletten.dk eller hente på biblioteket, så længe lager haves.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...