Gentle Teaching var for nogen tid siden emnet for en temadag på Sødisbakke.

MARIAGER: På Sødisbakke i Mariager har man i et dusin år arbejdet med begrebet Gentle Teaching som pædagogisk tilgang til beboerne.

Filosofien bag denne venlige læring tog medarbejderne en grundig snak om på en temadag.

Gentle teaching er en psykologisk baseret filosofi om menneskelige relationer - udviklet af John McGee i 1985.

Var,mt og kærligt

Filosofien insisterer på, at den professionelle omsorgsperson skal reflektere over sin egen evne til at udvise nænsomhed, varme og være kærlig - uden betingelser.

Gentle Teaching fokuserer på, at de mennesker, der arbejdes med, skal føle sig sikre og trygge, værdsatte, værdifulde og inkluderede.

Temadagen bød på en række oplæg fra medarbejdere på Sødisbakke samt et eksternt oplæg fra psykolog Jesper Birck, der var inviteret til at bidrage med underbyggende teoretisk viden.

Gentle Teaching gavner

Lige siden 2007 har Sødisbakke praktiseret Gentle Teaching i institutionens daglige arbejde med mennesker med udviklingshæmning.

For Mette Jacobsen og Maria Carlsen fra afdelingen Skovbo hersker der ingen tvivl om, hvorfor Gentle Teaching gavner.

- Jeg tænker tit, at med de lod, som disse mennesker har trukket i deres liv, så skal de selvfølgelig have de bedste vilkår.

Det synes jeg helt bestemt, de får gennem Gentle Teaching, siger Mette Jacobsen.

Den er en fantastisk filosofi at betragte vores målgruppe ud fra.

Behandle hinanden ordentligt

For alle er det jo genkendeligt, at vi selvfølgelig skal behandle hinanden ordentligt.

- Men det specialpædagogiske arbejde har også udviklet sig meget, og udviklingshæmmede har historisk set ikke altid haft de samme rettigheder som andre.

- Derfor er Gentle Teaching en god og omsorgsfuld rettesnor for, at alle får det de har ret til og det de har brug for i livet, sekunderer Maria Carlsen.

For Sødisbakkes medarbejdere fungerer temadagen som et fælles forum, hvor der er mulighed for at koble det praktiske arbejde i hverdagen med de refleksioner og eftertanker, der bliver delt på temadagen.

Praksis i hverdagen

- Gentle Teaching er vores praksis. Måden vi dagligt arbejder med beboerne på.

- Men vi skal også have en dybere forståelse for, hvorfor vi arbejder med den tilgang.

- At få det sat ind i en ramme og få perspektivering på gør jo, at man bliver inspireret til, hvordan man kan arbejde med Gentle Teaching på baggrund af en basisviden, som er vigtig, forklarer en medarbejder fra afdelingen Skovbrynet.

Sødisbakke er et stort botilbud, der består af mange forskellige afdelinger.

Derfor giver en temadag også en anledning til at binde personalet sammen på tværs og få ny viden og inspiration fra andres måder at arbejde med Gentle Teaching på - til gavn for beboerne:

Lærerigt

- Det er lærerigt at høre, at der er forskel på afdelingerne og på, hvordan man gør tingene.

- Jeg synes især, det er vigtigt, at man kan bruge de erfaringer man lærer her, og de redskaber de andre afdelinger bruger.

- Man udvikler sig også mere, hvis man tager lidt af det man hører med hjem.

- Og man føler, at man er et større fællesskab end bare sin egen afdeling, uddyber en medarbejder fra afdelingen Kastanien.

Erfaringerne fra Mariager tog man med på en efterfølgende international konference, som fandt sted i Gent i Belgien.

- Man føler os stolte over vores arbejde, som jeg tror kan være til inspiration for andre i andre lande.

Ligesom vi har fået noget inspiration og nye perspektiver med hjem, pointerer Mette Jacobsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...