Lørdag kalder borgerforeningen til affaldsindsamling

Adskillige frivillige i Als sørger året rundt for, at byens anlæg, pladser og strandarealet nedenfor kirken fremtræder ryddet og velplejet.

Det er borgerforeningen, der har det overordnede ansvar, og man håber, mange vil møde op lørdag formiddag, hvor der står affaldsindsamling på programmet.

- Der er start fra paraplyen på Springvandspladsen kl. 10. Her fordeles ruter, og der udleveres veste og handsker med hensyntagen til corona-situationen. Vi håber på, at mange vil deltage og passe på hinanden efter de gældende regler, siger foreningens formand Hans Lybæk.

I det daglige er det en håndfolk borgere, der sørger for, at anlægget bag den tidligere sparekassebygning og anlægget ved gadekæret Flouen vedligeholdes. Der bliver jævnligt begge steder klippet græs, og der fjernes ukrudt i fortovene.

En række damer sørger ligeledes for, at området bag Flouen er ryddeligt og blomsterne vedligeholdes.

Senest er et mindre anlæg på hjørnet mellem Hadsundvej og Øster Hurupvej føjet til vedligeholdelsesprogrammet.

Det største omtråde, ud over de to store campingpladser, borgerforeningen råder over, er græsarealet ved Kirkebakken ned mod molen.

Borgerforeningen høster adskillige verbale roser fra de mange turister, der færdes i landsbyen. Man finder, at byen fremtræder ren og pæn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...