Lørdag 6. januar afholdt Mariager Fjord Orienteringsklub sit traditionsrige Nytårsløb, denne gang i Hobro Østerskov i et flot solskinsvintervejr.

88 løbere fra 13 forskellige klubber deltog i stævnet, og de kom fra bl.a. Hjørring i nord, Horsens i syd, Grenå i øst og Herning i vest, og ligeså var en enkelt norsk løber med i feltet.

Stævneleder fra arrangørklubben var Klaus Wolsing, og han var særdeles tilfreds med deltagelsen af de mange løbere.

Banelægger fra klubben var Keld Østergaard. Han havde til dagens stævne kreeret hele 6 forskellige baner, og kl. 11.00 begyndte han at sende løberne afsted fordelt på tre starter. Her ventede der de mange løbere nogle spændende baner i det kuperede terræn i Hobro Østerskov; Den længste bane var på 7.920 m og hele 40 poster, og den korteste på 3.520 m og 22 poster, så løberne fik virkelig "noget for pengene", som mange løbere efterfølgende kunne konstatere efter nogle flotte men hårde km i bakkerne.

Efterhånden som løberne kom i mål, kunne de få et velfortjent bad, og efterfølgende en gang biksemad i kantinen på Gymnasiet, hvor der var indrettet stævnecenter; en luksus som orienteringsløbere ellers slet ikke er vant til.

Vindere i de forskellige grupper blev flg.:

Bane 1: Marko Birk Nielsen fra Aalborg OK i tiden 1.00.26.

Bane 2: Søren Skovrider fra Mariager Fjord OK i tiden 1.02.01, med klubkammeraten Henrik Bach på 2. pl. 4 min. senere.

Bane 3.a: Jonathan Birk Nielsen fra Aalborg OK i tiden 51.07.

Bane 3.b: Elanor Henriksen fra Horsens OK i 51.37.

Bane 4.a: Petter Næss fra Oppsal Orientering i Norge i tiden 42.39.

Bane 4.b: Elizabeth Borchorst fra Rold Skov OK i 1.02.52.

Bane 5.a: Orla Jokumsen fra Mariager Fjord OK i 1.01.09, med klubkammeraten Peter Andersen på 2. pl. godt 9 min. senere.

Bane 5.b: Andrea Hohnke fra Horsens OK i 1.10.14.

Bane 6: Else Jokumsen fra Mariager Fjord OK i tiden 1.02.30.

Næste års Nytårsløb er allerede i støbeskeen og afholdes i skovene ved Hadsund.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...