De nye partnere Santina (tv) og Renato di Lascio - her i baren sammen med Bettina Granat.

HADSUND: Efter Il Brigante på Torvet 8 i Hadsund gik konkurs i efteråret 2018, har Jan og Bettina Granat - med forskellige kokkes midlertidige hjælp - kørt stedet videre som italienske restaurant La Dolce Vita i knapt et år.

Nu får parret en partner i restauranten i skikkelse af landsmanden Renato di Lascio

- Vi har været glade for alle, der har lagt deres arbejdskraft hos La Dolce Vita i vores tid, men vi har savnet en fast retning for restaurantens fremtid i det gamle hotel på Torvet.

Ny partner

- Vel at mærke en partner med samme mål som os - nemlig om at løfte restauranten og stadig arbejde hen imod noget mere autentisk italiensk, fortæller Bettina Granat.

Renato di Lascio som har boet og arbejdet som kok og pizzabager i Hadsund i flere år, henvendte sig for at høre hvilke muligheder der kunne være for et partnerskab.

Gerne med muligheden for at restauranten med tiden kunne blive hans egen.

- Og det var lige hvad vi søgte og håbede på, for med en partner der er italiener og kok kan vi koncentrere os om det vi selv er bedst til - nemlig hygge og det administrative.

Dygtig og kreativ kok

- At Renato ovenikøbet er en meget dygtig og kreativ kok, som har vundet mesterskabspriser på Italiens Pizza Art i 2007 og 2009, gør bare samarbejdet endnu mere spændende.

Vi har nu lavet en aftale om partnerskab mellem os og Renato og hans kone Santina, som allerede arbejdede i vores køkken.

- Vi kunne ikke være mere glade, det føles helt rigtigt, og vi ser frem til et nyt år på Torvet i Hadsund.

Hadsund - en skøn by

- En skøn by med potentiale til meget mere liv og stemning på det smukke torv - med vores egen udgave af ”Trevifontænen” og ”Den Spanske Trappe, bemærker Bettina Granat.

Hun vil stadig være til stede i restauranten.

Ved bestillinger af arrangementer i de tilstødende selskabsklokaler er det også hende, man laver aftaler med og som følger gæsterne, fra første møde til arrangementerne er vel overståede.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...