For to år siden var 63-årige Jeanette Rømsgaard lige ved at dø af sit alkoholmisbrug. I dag hjælper hun andre, der gerne vil ud af misbruget og videre med livet. Jeanette Rømsgaard er mentor i Blå Kors’ projekt Makkerskab, hvor (tidligere) udsatte hjælper udsatte.

- Jeg håber, at andre, ved at kigge på mig, tænker, at der også er håb for dem, siger Jeanette Rømsgaard, der for bare to år siden var tæt på at dø af sit alkoholmisbrug.

Jeanette Rømsgaard er 63 år, hun er født ind i en velhavende familie, var i mange år gift med en administrerende direktør, der sluttede erhvervskarrieren af med et såkaldt gyldent håndtryk. Men midt i alt det, der var så godt og flot, voksede Jeanettes misbrug, og da hendes mand en dag pludselig døde, tog det for alvor fart.

- Det var forfærdeligt. Både de mange år hvor jeg brugte enorme ressourcer på at skjule mit alkoholmisbrug og de sidste år, hvor mit misbrug var så stort, at ingen kunne være i tvivl," siger Jeanette.

Jeanette er med i Blå Kors’ projekt Makkerskab, hvor hun er mentor for Azren Hadzic.

Idéen med Makkerskab er, at mennesker, der selv tidligere har haft problemer med f.eks. alkoholmisbrug eller hjemløshed, mødes med en, der har samme problemer, men som ikke er lige så langt i processen med at forbedre sit liv.

Lægerne tøver ikke med at kalde Jeanettes historie for et mirakel.

- Jeg var så tæt på at dø, at det er mirakuløst, at jeg ikke gjorde det. Men også at jeg fysisk og mentalt har det så godt, som jeg har det i dag. Jeg er meget taknemlig, siger Jeanette Rømsgaard med eftertryk.

Efter to år som ædru alkoholiker var Jeanette Rømsgaard klar til at hjælpe andre. Derfor var hun heller ikke i tvivl, da hun hørte om Makkerskabsprojektet.

- Jeg har selv manglet en i mit forløb, som ikke var familie og heller ikke professionel, men en som bare var lige som mig, som jeg kunne være helt åben overfor. En som selv havde prøvet det, siger Jeanette, der håber, at hun udover at hjælpe Azren, også kan få andre til at tænke, at hvis det kan lade sig gøre for hende, så kan det også lade sig gøre for dem.

- Der er så mange mennesker, der har problemer med alkohol i det her land. Det er et kæmpe tabu, siger hun.

Siden sensommeren 2017 har Jeanette dannet makkerskab med Azren Hadzic.

Azren Hadzic er 23 år og kommer oprindeligt fra Jugoslavien. Han kom til Danmark som to-årig sammen med sin far og tvillingesøster. Moren døde kort efter Azren og hans søster blev født.

I Danmark udviklede Azrens traumatiserede far hurtigt et alkohol- og stofmisbrug og behandlede ikke børnene godt.

Allerede som 12-årig begyndte Azren at eksperimentere med hash. Som 18-årig blev han smidt ud hjemmefra. Herefter levede han ca. halvandet år på gaden med stigende misbrugsproblemer. Nedturen kulminerede med et væbnet røveriforsøg, som betød, at han som 19-årig måtte en tur i fængsel.

I dag er han stoffri og er tilknyttet et beskæftigelsesprojekt. Men det er stadig en kamp at få livet til at fungere og fastholde den gode udvikling. Derfor er han meget glad for at mødes med Jeanette.

- Det giver mig rigtig meget at mødes med Jeanette, fordi hun forstår mig på en anden måde, end en professionel gør, fordi hun selv har haft et misbrug. Og det er faktisk rigtig godt, at hun er så meget ældre end mig, fordi hun har så meget erfaring," siger Azren Hadzic, der klart vil anbefale andre at tage imod tilbuddet, hvis de får muligheden for at være med i noget som Makkerskab.

- Det giver en indre ro at snakke med en, som forstår en. Det har gjort mig mere åben og har givet mig noget af den livsglæde, som jeg aldrig har haft, siger Azren.

Fakta:

• Makkerskab har kørt i samarbejde med Mariagerfjord Kommune siden august 2016 og slutter i august 2018.

• Det er Socialstyrelsen, der har bevilget 923.000 kr. til projektet.

• Makkerskab er inspireret af Peer-to peer (bruger til bruger), som er en britisk metode, som Socialstyrelsen under Børne- og Socialministeriet håber, kan blive et supplement til den traditionelle støtte til misbrugere og hjemløse.

• Projektet går ud på, at udsatte borgere, som er kommet et godt stykke vej med at forbedre deres liv, skal være mentorer for andre udsatte borgere, som gerne vil forandre deres liv og ud af eller nedbringe deres misbrug af alkohol eller stoffer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...