Lykke Olsen startede 1. april som museumsinspektør

HADSUND: Lykke Olsen er fra 1. april startet som ny museumsinspektør ved Cirkusmuseet, Egnssamlingen og Møllehistorisk Samling i Hadsund, Hobro Museum, Lystfartøjsmuseet og Mariager Museum, og hun er nu godt i gang med arbejdet.

- ”Der er mange opgaver at sætte sig ind i og mange museer og museumsforeninger at lære at kende, og jeg er i fuld gang med arbejdet. Jeg er ved at mødes med alle foreningerne og er også i gang med at sætte mig ind i områdets historie, siger Lykke Olsen. Det er vigtigt for hende at få et godt forhold fra begyndelsen med de forskellige museumsforeninger, som er tilknyttet afdelingerne. De kender museerne rigtigt godt og lægger en masse arbejde i dem, og sammen kan man komme langt, mener hun. Hun er også i gang med at lære særligt Hadsund, Mariager og Hobro godt at kende og har arrangeret gåture rundt i byerne med frivillige og andre lokale, som ved særligt meget om byerne.

”Der er nogle fascinerende historier i området og på de forskellige museer. Hobro har f.eks. et fint havnemiljø, Mariager en idyllisk bykerne, Hadsund en spændende historie som overfartssted, der er den fascinerende historie om Miehe-familien ved Rold og meget mere. Så det glæder jeg mig til at bruge tid på i de kommende år” siger museumsinspektøren.

Lykke Olsen er uddannet cand. mag. fra Aarhus Universitet og har tidligere arbejdet som museumsinspektør på bl.a. frilandsmuseet Glud Museum og på det tidligere Museum i Brønderslev Kommune, nu: Museum for Forsyning og Bæredygtighed.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...