Med salget er en købmandsæra på et halv hundrede år slut

ALS: Fra årsskiftet står der ikke længere købmand Steen Risager under Als-supermarkedet Menys annoncer, men derimod Michael Rosengren.

En af egnens større dagligvarebutikker har nemlig skiftet ejer, og det blev i nytårsdagene markeret ved en reception, hvor der blev sagt farvel til Anita og Steen Risager og goddag til Michael Rosengren i butikken. Alle tre måtte give mange håndtryk og tage imod gode ønsker for fremtiden.

Den nye butiksejer ved, hvad han skal i fremtiden, hvorimod der hersker usikkerhed om Anita og Steen Risagers fremtid.

Foreløbig står den på et halvt års ferie og sikkert en længere rejse til USA eller Østen.

- Hvad der skal ske derefter, er der ikke besluttet noget som helst om. Vi må se, hvad der dukker op. Jeg har godt en halv snes år tilbage på arbejdsmarkedet, men indenfor hvad, har jeg ikke spekuleret på. Det kan jo være, telefonen ringer en dag, eller der dukker noget spændende op. siger Steen Risager.

Hustruen Anita, der i en lang årrække har stået for blomsterafdelingen i det store supermarked, har det på samme måde. Hun vil godt se tiden an.

For Michael Rosengren markerer overtagelsen af Meny i Als noget af et skifte.

I mange år har han været ansat i Unilever og har således et overordnet kendskab til blandt andre Dagrofa, som Meny er en del af, men købmandserfaring på gulvet har han ikke.

Det er tanken, at forretningen i Als skal videreføres på samme måde, som Steen og Anita Risager har drevet den, men Michael Rosengren har dog også en række nye tiltag i tankerne.

Han er gift og har to voksne sønner. Parret er bosiddende i Aalborg, men har fået det gode råd af Steen Risager, at det vil være en god idé at flytte til Als, og det overvejer parret i øjeblikket.

Området er ikke ukendt for dem, og det er forretningen i Als heller ikke. Parret har de seneste 16 år haft et sommerhus ved Haslevgårde, nogle få kilometer nord for Als. De har således ofte været i butikken, og kender den og indretningen godt.

Med salget er en købmandsæra på et halvt hundrede år med en Risager ved roret slut.

Det var oprindeligt Steens mor og far, Grethe og Vendel Risager, der etablerede sig med købmandsforretning på Hadsundvej i Als. Efter nogle år købte de det forhenværende kommunekontor ved Springvandspladsen, rev det ned og byggede den første del af supermarkedet, der senere blev udvidet. Den helt store udvidelse blev taget i brug i 2007, efter man havde opkøbt flere huse i midtbyen for at skabe parkeringsmuligheder i umiddelbar tilknytning til butikken, ligesom der blev opført et tankanlæg og vaskehal.

I en årrække var far og søn fælles om ledelsen, men Vendel Risager overlod mere og mere ansvar til sønnen. For nogle få år siden døde Vendel Risager.

Den snes medarbejdere, der er tilknyttet forretningen, fortsætter under den ny ejer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...