Nissespillet i Siem er stadig et populært indslag hos borgerne i Siem

SIEM: Fredag 23. november var der generalforsamling i Siem Forsamlingshus, hvor der var mødt 26 op.

Henrik Stensgaard, Karl Erik Nielsen og Pia Bjerregaard blev genvalgt til bestyrelsen.

Suppleant Anton Ohrt-Nissen blev genvalgt og Karsten Kronborg Christiansen blev afløst af Trine Kilgast.

Revisorerne Asger Jensen og Jens Stevn modtog også genvalg.

Formandens beretning og årets regnskab blev gennemgået og godkendt uden bemærkninger.

Efter generalforsamlingen blev der serveret indbagt luksus mørbradgryde, samt ris a la mande.

Nissespil

Søndag 25. november var der så det traditionelle Nissespil. 7 piger og 1 dreng havde øvet godt på Nissespillet, som Maria Ohrt-Nissen havde skrevet til børnene. Og de havde vist alle sammen maven fuld af sommerfugle, inden de skulle opføre det for et talstærkt publikum. Ca. 75 børn og voksne var mødt frem. Efter nissespillet blev der serveret kaffe og kage for alle. Kagerne havde bl.a. nissernes forældre tryllet frem, og sikke et kagebord. Flot, virkelig flot.

Efter kaffen blev det lille andespil om 10 ænder afviklet. Mange af børnene ville gerne være med til dette og de gik virkelig op i det, man var ikke i tvivl hvis de kun manglede en eller to brikker, så var det altså svært at sidde stille. De børn der ikke spillede med, gik ud i den lille sal, hvor de hyggede sig med at dekorere flamingokugler mm. Anne Marie Christensen var tovholder for denne aktivitet og hun havde travlt med at hjælpe de ivrige børn.

Til sidst blev det amerikanske lotteri afviklet. Her var der 74 dejlige gevinster, som hurtigt skiftede ejermænd. Gevinsterne er alle skænket af byens borgere og bestyrelsen er meget taknemmelige for den opbakning der vises fra alle sider.

Næste arrangement i Siem Forsamlingshus er dilettanten fredag og lørdag 25.-26. januar 2019.

Dilettanterne er allerede gået i gang med at øve. I år er det stykket ”Von Plats Teaterselskab kommer til byen”, skrevet af Maria Ohrt-Nissen.

Og februar og marts lukkes forsamlingshuset ned, idet den lille sal, toiletter og gang skal have nyt loft/isolering, og toiletterne skal renoveres.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...